Fredag eftermiddag lagde mediet Presse-fotos.dk et link til en af mediets artikler op på Facebook, og det antændte en heftig debat.

Artiklen handlede om et mandligt voldtægtsoffer, og det fik 169 Facebook-brugere til at reagere med en ‘grine-smiley’.

I kommentarsporet gjorde flere brugere også grin med det mandlige voldtægtsoffer, og det fik mere end tusind til at komme med vrede kommentarer om, hvor problematisk det er, at der blev gjort grin med en mand, der formodes at være blevet voldtaget.

Flere brugere opfordrede Presse-fotos.dk til at lukke kommentarsporet, og det samme gjorde Everyday Sexism Project Danmark, der er en frivillig forening, som kæmper for at oplyse om og bekæmpe sexisme.

»Pressefotos.dk hvordan kan I retfærdiggøre overfor voldtægtsofre, at I lader det her stå? I medvirker direkte til at gøre det sværere for ofre at få hjælp, at bryde tabuet og at turde anmelde,« fremgår det af et opslag på foreningens hjemmeside.

Talsperson for Everyday Sexism Project Danmark Zen Donen uddyber over for B.T., hvorfor opslaget er så problematisk.

»Det er desværre en udstilling af det sædvanlige kommentarspor, når det er det mandligt offer. Vi synes ikke, det bliver taget alvorligt nok. Det er en latterliggørelse og bagatellisering af et voldsomt overgreb, og medierne har et ansvar, fordi de legitimere det ved ikke at gribe ind,« siger hun.

Zen Donen mener, at Presse-fotos.dk enten burde have lukket kommentarsporet eller have modereret det.

Pressefotos.dk har lukket et kommentarspor på Facebook efter en række upassende kommentarer. (Facebook)
Pressefotos.dk har lukket et kommentarspor på Facebook efter en række upassende kommentarer. (Facebook)
Vis mere

Da B.T. får fat i stifter af Presse-fotos.dk Mathias Øgendahl bliver han chokeret over at se, hvor mange kommentarer og reaktioner opslaget har fået.

»Hold da op, det havde jeg overhovedet ikke set!,« udbryder han.

Mathias Øgendahl fortæller, at Presse-fotos.dk ikke overvåger deres kommentarspor på Facebook og ikke er blevet gjort opmærksomme på, at der var et problem med det pågældende opslag.

»Som udgangspunkt synes jeg, at debatten skal være fri, men ofre skal selvfølgelig ikke udskammes, det synes jeg er unødvendigt, så det skal vi bare have lukket,« siger Mathias Øgendahl.

Kort efter er opslaget lukket for kommentarer.

Selvom Everyday Sexism Project Danmark mener, det er problematisk, at Presse-fotos.dk ikke lukkede for kommentarsporet med det sammen, så har de ikke selv rettet henvendelse direkte til mediet, fortæller Zen Donen.

»Vi har tagget dem på Facebook, Twitter og Instagram, men vores erfaring er, at medierne sjældent reagerer, når vi tager direkte kontakt.«

Everyday Sexism Project Danmark har i flere år kørt en kampagne, der handler om at få medier til at tage ansvar for deres kommentarspor på sociale medier.

I det konkrete tilfælde er der virkelig mange Facebook-brugere, som går ind og skriver, at det her er ikke i orden. Hvorfor er det ikke tilstrækkeligt?

»Legitimeringen ligger i, at det er mediet, som siger, det her er okay. Man er nødt til at tage et standpunkt som medie for hvad man vil lægge platform til,« siger Zen Donen og uddyber:

»Og det er jo fint, at de nu har lukket det her kommentarspor, men på en anden artikel de har lagt op denne weekend med et 14-årigt mandligt offer – et barn – er der tilsvarende kommentarer, og det er ikke lukket. Det får det jo til at se ud som om, at det ikke er noget de tager alvorligt.«

Presse-fotos.dk har efterfølgende oplyst til B.T., at det ikke er korrekt, at de ikke var opmærksomme på kommentarsporet til artiklen med det 14-årige offer.

»Kommentarsporet til den artikel er modereret og er uden tilsvarende kommentarer. Derfor er det ikke lukket,« fremgår det af mailen.