De journalistiske medarbejdere på Jyllands-Posten nedlægger arbejdet i protest mod ledelsen.

Det skriver de tirsdag eftermiddag i et brev, som Ritzau har set.

- JP's journalistiske medarbejdere er i ellevte time blevet mødt med en pistol for panden. Derfor har vi valgt at gå hjem.

- Det gør vi i protest mod den opførsel, som ledelsen har udvist i de seneste ugers forhandlinger, som vi finder uordentlig og uacceptabel, står der i brevet.

Det kommer i forbindelse med en spareplan, som ledelsen på avisen har præsenteret.

Udsigten til nedskæringer fik mandag journalisterne til at skrive i et brev, at de havde mistet tilliden til avisens øverste ledelse.

- For Jyllands-Posten står i den tredje sparerunde på fire år. Og endnu en gang vil man spare kraftigt i kernen af avisen: de journalistiske medarbejdere, lød det i brevet ifølge medierne Journalisten og Mediawatch.

Den journalistiske gruppe mener, at ansvaret hviler på den "selvsamme ledelse, som havde ansvar for at bringe os videre fra en historisk stor sparerunde for to år siden".

- De har nu ansvaret for, at vi allerede står her igen, stod det videre i brevet.

/ritzau/