Medie: Alvorlige sikkerhedsfejl afsløret i Københavns Lufthavn
I sidste ende kan det være afgørende for at redde menneskeliv, siger en tidligere inspektør i lufthavnen.

I sidste ende kan det være afgørende for at redde menneskeliv, siger en tidligere inspektør i lufthavnen.

Brand- og redningsfolkene, der arbejder i en lufthavn, har et potentielt livreddende job.
Men en rapport afslører, at brand og redning i Københavns Lufthavn dumpede en vigtig test i 2021, skriver Politiken.
Brand og redningsfolkene på stationerne ved Københavns Lufthavn skal på få minutter kunne nå frem til ethvert hjørne af lufthavnen.
Her skal de kunne koordinere livreddende evakueringer i samarbejde med flypersonalet.
Det skal de også kunne under de sværeste forhold - for eksempel hvis radiokommunikationen brænder sammen.
Men rapporten fra 2021, der har været gemt væk i fire år, afslører ifølge Politiken, at brandfolkene i lufthavnen ikke mestrede lovpligtige signaler som fuldt stop, evakuering og brand.
Paul Hulme Harrison, der er tidligere inspektør i Københavns Lufthavn, pointerer, at det er sjældent, at de skal bruge tegnene. Men hvis det går galt bare én gang, kan det ende fatalt.
»Det udgør ikke en overhængende risiko for flytrafikken, at brandfolkene ikke kan håndsignalerne. Men det er alligevel alvorligt, fordi det i sidste ende – den måske eneste gang, hvor brandfolkene får brug for det – kan være afgørende for at redde menneskeliv,« siger han til mediet.
Ifølge direktør for flysikkerhed i Københavns Lufthavn, Dorte Nygaard, handlede de omgående efter den pågældende test.
»Vi udsendte straks retningslinjer til beredskabet og gennemførte træning i håndsignalerne. Samtidig har vi indarbejdet dem permanent i vores uddannelsesprogram, så alle relevante medarbejdere bliver trænet i dem,« siger hun til Politiken.