Store, åbne kontorlandskaber giver stress og hovedpine. For mange er de for støjende og ødelægger arbejdsglæden.

Medarbejdere, som arbejder i storrumskontorerne, har også betydeligt mere sygefravær end dem, der slipper for det.

Det viser en ny undersøgelse fra Norsk Institut for Arbejdsmiljø, skriver TV 2 Norge.

Mere præcist er der 12 procent øget risiko for sygefravær i de åbne kontorlandskaber i forhold til enmandskontorer.

TIP OS: Har du oplevet store problemer med åbne kontorlandskaber? Så kontakt B.T. på matu@bt.dk.

De norske forskere kan dog ikke præcis sætte fingeren på, hvorfor det hænger sådan sammen. Instituttets direktør, Stein Knardahl, nævner, at medarbejderne er mere udsatte for virus. Andre usynlige faktorer spiller dog formentlig også ind. Larm og afbrydelser.

Åbne kontorlandskaber er en billig løsning, fordi flere personer kan arbejde på mindre plads. Nogle vil også mene, at arbejdsgangen bliver mere effektiv, fordi alle er inden for syns- og hørevidde. Andre vil sige det helt modsatte.

Tidligere undersøgelser fra Arbejdsmiljøinstituttet i Danmark har eksempelvis givet store kontorer hårde dumpekarakterer på grund af støjen. Konsekvensen kan være, at medarbejderne bliver stressede og får hovedpine, hvilket giver lavere produktivitet.

Jo flere man sidder sammen i et åbent kontor, des mindre glad er man også for sit arbejde, viste et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet sidste år. Man har det også sværere med at arbejde med sine kollegaer og føler sig generelt mindre tilpas.

På trods af det arbejder flere og flere alligevel i åbne kontorlandskaber, konstaterede en af projektets forfattere.

I en svensk undersøgelse fra 2016 fandt en miljøpsykolog frem til, at medarbejdere i store, åbne og støjende kontorer også bliver trætte og demotiverede, hvilket koster virksomhederne milliarder af kroner om året.

I et internationalt perspektiv har man også undersøgt de omdiskutterede kontorlandskaber.

Nogle år tilbage gik analyseinstituttet Lindberg International sammen med producenten af høretelefoner Jabra for at kigge på arbejdsmiljøet.

I alt medvirkede 2.449 personer - herunder 260 danske - i undersøgelsen, som fandt 17 irritationspunkter i storrumskontorer.

De største og værste problemer er støjen, arbrydelserne fra andre kollegaer og det manglende privatliv.

Dårligt indeklima hjælper heller ikke på situationen, lød konklusionen.