En ung kvinde ligger i sin seng og er ved at komme sig over et epileptisk anfald. Den medarbejder, der skulle passe på hende, går hen og slår hende i ansigtet.

En grum sag er i dag ved vejs ende.

En epileptisk og svært udviklingshæmmet beboer blev på Region Nordjyllands højst specialiseret botilbud, Sødisbakke ved Mariager, i august 2020 slået af en medarbejder.

Det blev fanget på et overvågningskamera og endte i en ankesag ved Østre Landsret, der i dag har afsagt dommen mod den anklagede medarbejder.

En skærpet straf blev det til. Hvad der først lød på en dom på 40 dages ubetinget fængsel og tre års rettighedsfrakendelse, blev forhøjet til 60 dages ubetinget fængsel og fem års rettighedsfrakendelse.

Et resultat, som Anni Sørensen, der er landsformand for organisationen 'Lev – Livet med udviklingshandicap', er godt tilfreds med.

»Jeg er glad for at dommen blev skærpet, og at familien nu kan sænke skuldrene og begynde at tænke fremad,« siger hun.

Hun sad i dag i landsretten med den unge, handicappede kvindes pårørende, og det er tunge følelser, familien har været igennem.

»Det har været en hård periode for familien, og det var voldsomt at høre forklaringer fra den anklagede i retten og se og høre selve voldsepisoden. Nu håber jeg bare, at Regionen og Sødisbakke vil intensivere deres arbejde med at undersøge, om der er sket noget tidligere.«

Siden i sommer har 'Lev' nemlig råbt højt for at få en uvildig undersøgelse af botilbuddet samt hvor omfangsrigt hændelser som dette egentlig er.

Det samme har Martin Bech, der er medlem af Socialudvalget i Region Nordjylland.

»Det er alvorligt. Det er jo et overgreb, der er blevet begået på et menneske, der ikke har mulighed for at værge for sig eller sige fra. Man kan jo ikke lade være at tænke på, hvor ofte det her kan være sket. Hvor tit har det her fundet sted?« spørger han sig selv og tilføjer:

»Det var jo spørgsmål som disse, vi gerne ville have undersøgt, da vi i sommer ville have regionsrådet med på at lave en uvildig undersøgelse. Det endte jo med at blive hældt ned ad brættet. Der var ikke andre end Dansk Folkeparti og løsgængeren Thomas hav, der var potisitivt stemt over for det. Der må sidde nogle kollegaer med røde ører nu.«

Også når man tænker på, at botilbuddet Sødisbakke har fået varslet påbud og skærpede tilsyn, fortæller han.

»Det tyder bare på, at der er meget at arbejde på på Sødisbakke. Også i forhold til at genetablere tilliden til de mange pårørende derhenne. Jeg har snakket med en række pårørende, der siger, det er svært at få tilliden tilbage, og det kan jeg dælme godt forstå.«

»Der blev jo lavet en intern undersøgelse, selvom vi ('Lev' red.) råbte højt og længe om, at det skulle være en uvildig undersøgelse. Uanset om det er i kommunerne, regionen eller i Folketinget håber jeg bare, at handicapområdet får det nødvendige fokus og den prioritering, den skal have. Det er bekymrende, at handicaopområdet, som er så vigtig en del af kernevelfærden, fylder så lidt,« siger Anni Sørensen og konstaterer.:

»Det er derfor, vi de seneste 10 år har oplevet et udsultet handicapområde. Og det er på tværs af landet, ikke kun i Region Nordjylland.«

Til december får Martin Bech en orientering om situationen fra socialområdets ledelse.

»Og nu har vi jo også snart et valg, og så må vi se, hvordan flertallet ser ud efter det. Min holdning til den uvildige undersøgelse har ikke ændret sig. Jeg er bare rigtig ærgerlig over, at der skal gå så lang tid, inden det kan blive gjort. Og hvis flertallet ikke ændrer sig, kommer vi jo ikke videre med det,« siger han.