Hvad har kronprins Frederik, Nicklas Bendtner, Rasmus Seebach og Knud Romer til fælles? Svaret er: De er fædre.

Og de har alle sagt nej tak til at tale med Mattias Hundebøll om deres måde at være far på.

I podcasten 'Fårking Far – en podcast' taler Mattias Hundebøll med kendte fædre om farrollen.

Mattias Hundebøll insisterer på, at mænd skal mere om det at være 'fårking far'. Men han fik 100 nej'er, før han fik det første ja.

Mattias Hundebøll redigerer sine optagelser i sit hjemmestudie i kælderen i Gentofte.
Mattias Hundebøll redigerer sine optagelser i sit hjemmestudie i kælderen i Gentofte. Foto: Byrd / Dennis Thaarup
Vis mere

Det førte til lange aftener i arbejdsværelset i familiens kælder, hvor der blev drukket mere og mere rødvin for at få mod til at håndtere endnu et afslag i indbakken.

Mattias Hundebøll, som de fleste kender fra skærmen i diverse underholdningsprogrammer, fik ændret sit liv, da han gik fra et image som rockstjerne til super-far.

Han har altid været en 'sucker' for podcasts, men han syntes, der var et hul. Der manglede en podcast, som hn, der kalder sig selv far med stort F, kunne levere.

»Når vi mødes med gutterne, så bliver der snakket tre timer om Liverpool eller den nye Tarantino-film, og så bliver der snakket i 40 sekunder om vores børn,« siger Mattias Hundebøll og fortsætter:

»Jeg ville lave et forum, hvor vi begynder at snakke om, hvor fucking fedt det er at være far.«

Ifølge Mattias Hundebøll er kvinder og mødre de sejeste i verden, fordi de bare 'fikser ting'. Faren ved det er, at mænd hurtigt ender med at blive legeonkel for deres egne børn.

»Jeg prøver at ruske lidt op i de fyre og sige, at hvis du gerne vil være en fucking far, så skal du sgu gribe chancen,« siger Mattias Hundebøll.

'Fårking Far – en podcast' er ifølge ham selv hans første voksne arbejdsskridt.

Men selvom mange sagde nej, så var første gæst i podcasten, hvis intro er speaket af Mattias Hundebølls ældste søn, Carl-Egon, fotografen Jan Grarup, men det tog for alvor fart, da den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, sagde ja til at medvirke.

Det er ikke altid let for Mattias Hundebølls gæster at dele ud af glæderne og ikke mindst udfordringerne ved at være far.

Den handler ofte om ikke at ville udstille sine børn, men den handler nok også om ikke at ville udstille sig selv.

»Vi er lidt berøringsangste, os mænd, når vi udtaler os om vores børn, for vi vil ikke virke dumme omkring børneopdragelse eller være den far, som ikke ved, hvad der foregår,« siger Mattias Hundebøll.

Mattias Hundebøll er manden bag podcasten 'Fårking Far', hvor han taler med kendte mænd om at være far.
Mattias Hundebøll er manden bag podcasten 'Fårking Far', hvor han taler med kendte mænd om at være far.
Vis mere

Han begynder ofte med at dele ud af egne tanker, og så følger gæsten som regel trop.

Mattias Hundebøll fortæller blandt andet, at han er ked af, at han er en far, som skælder meget ud.

Drømmegæsterne i podcasten er Kronprinsen eller prins Joachim, Nicklas Bendtner og Jørgen Leth.

Selvom Mattias Hundebøll årligt modtager et pænt afslag fra kongehuset i et brev 'med et flot stempel og det hele', har han ikke opgivet – endnu.

Mattias Hundebøll håber, at han med tiden kan tjene nogle penge på sin lige nu 'meget tidskrævende hobby', som i gennemsnit har 20.000 lyttere pr. afsnit og høster masser af stjerner hos lytterne, som gør ham 'så stolt'.

Ord som 'fantastisk', 'wauw' og 'stærkt koncept' er nogle af gengangerne i anmeldelserne på iTunes.

»Den vildeste ros for programmet fik jeg for et par uger siden, hvor jeg fik at vide, at sundhedsplejersker i Roskilde Kommune anbefaler kommende forældre at lytte til min podcast.«

»Den sendte jeg sgu til min mor og skrev 'Mor, jeg er en succes'.«