Fredag aften var 16-årige Mathias Jensen i byen med sine venner i Sønderjylland, da han pludselig hørte en mindre gruppe drenge råbe hans navn efter ham. I første omgang slog han det hen, men pludselig ændrede tone sig.

»Nogen råbte mit navn bagfra, og jeg tænkte, det kunne være en anden Mathias, da jeg jo ikke er den eneste, der hedder det. Men så råbte de mit fulde navn efterfulgt af ‘din fucking bøsse’, 'luder' og ‘homoboy’,« siger Mathias Jensen, der til daglig går i 10. klasse på Skærbæk Realskole i Sønderjylland

Han ignorerede drengene, da han var bange for at opblusse en konflikt. Men Mathias Jensens mareridts-aftenen slap ikke ved tilråbene. Blot tyve minutter senere udspillede endnu en ubehagelig episode sig.

»Jeg stod i kø til toiletterne med min veninde, da en anden dreng tager sine hænder op i højde med min strube, og så maser han til, så jeg er nødt til at træde fire-fem meter tilbage. Jeg ville ikke gå i diskussion med ham, så jeg vred mig ud af armene og gik,« fortæller Mathias Jensen.

Mathias Jensen har ikke tænkt sig at anmelde drengene, dels fordi han ikke ved, hvem der er. I stedet satte den 16-årige sønderjyde sig til tasterne for at dele sin ubehagelige og mest diskriminerende oplevelse.

Han delte et opslag på Facebook, som efterfølgende har modtaget en storm af positive kommentarer. Blandt andet skriver en Facebook-bruger:

'Hvor er det trist du skal opleve sådan noget i 2018. Masser af respekt og god karma din vej.'

Mens en anden skriver:

'Du har intet at skamme dig over, men det har de dumme mennesker.'

Det er ikke første gang, at Mathias Jensen har oplevet at blive diskrimineret på grund af sin seksualitet. Mathias Jensen går ofte med makeup, såsom mascara, og bruger neglelak og øreringe, hvilket kan medføre blikke og kommentarer i lokalområdet.

»Vores område her i Tønder er kendt for at være imod udlændinge og homoseksuelle. Folk her mener ikke, det er naturligt at være homoseksuel. Men jeg synes, det er synd for dem, der ikke forstår, hvad kærlighed er. De har ikke lært, at homoseksuelle ikke er klamme,« siger Mathias Jensen og fortsætter:

»Der er mange i Sønderjylland, der ikke tør at springe ud. Der er jo lige så mange her (der er homoseksuelle, red.), som i resten af Danmark. Men det er sværere at springe ud her, fordi det er noget folk taler om, og man kan modtage blikke,« siger Mathias.

Selvom det gjorde Mathias Jensen både bange og lidt nervøs at blive råbt af og forsøgt at tage kvælertag på, så har han ikke tænkt sig at ændre på den, han er.

»Jeg har da tænkt mange gange, at det var nemmere at følge normen. Men jeg har det bare bedre med mig selv, når jeg er, som jeg er, og jeg synes, jeg er pænere med lidt makeup,« siger Mathias Jensen.

Mathias Jensen delte sit Facebook-opslag, fordi han var meget frustreret over fredagens episoden. Men frustrationen har nu vendt sig til en positiv overraskelse, efter han har modtaget de mange positive henvendelser fra både familie, venner og fremmede.

»Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for, jeg ønsker at sætte fokus på,« siger Mathias Jensen.