Matador-manuskripter solgt for det dobbelte af vurderingen
Hammerslaget lød på 200.000 kroner for et komplet sæt Matador-manuskripter, oplyser auktionshus.

Hammerslaget lød på 200.000 kroner for et komplet sæt Matador-manuskripter, oplyser auktionshus.

Et komplet sæt originale manuskripter fra tv-serien "Matador" er blevet solgt for 200.000 kroner.
Vurderingen på manuskripterne, som var indleveret af en privat samler, lød på mellem 80.000 og 100.000 kroner.
Det oplyser auktionshuset Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse mandag aften.
- Vi ved ikke, hvornår sådan et klenodie bliver tilgængeligt igen, og det har helt sikkert også bidraget til den store interesse og den høje pris, det endte på, lyder det fra Peter Broe, der er specialist i blandt andet samlerobjekter hos Bruun Rasmussen.
Også en række rekvisitter var under hammeren.
Blandt andet en udgave af den fiktive avis Korsbæk Tidende, som Maude Varnæs i skikkelse af Malene Schwartz har i hænderne i seriens 19. afsnit.
Den blev solgt sammen med et eksemplar af Nationaltidende, som i afsnit 16 læses af Holger Juul Hansens karakter, Hans Christian Varnæs, samt et eksemplar af den tyske besættelsesmagts flyveblad, "Oprop!".
Hammerslaget endte på 22.000 kroner - næsten det tredobbelte af vurderingen på mellem 6000 og 8000 kroner.
- "Matador" er i dag en af Danmarks mest elskede tv-serier og står som en del af den danske kulturarv, siger Peter Broe i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Efterspørgslen på de originale genstande med tilknytning til serien synes blot at fortsætte, hvilket aftenens auktion er et tydeligt bevis på.
Der var også kostumer på auktion.
Heriblandt en kjole i blomstret kunststof, som Ghita Nørby i rollen som Ingeborg Skjern bar i seriens ottende afsnit.
Den blev solgt under vurderingen, som var på mellem 15.000 og 20.000 kroner.
Den nye ejer har erhvervet sig kjolen for 10.000 kroner.
Et sæt bestående af en ensfarvet grå bluse og nederdel, der blev båret af Susse Wold i rollen som Gitte Grå i afsnit 8, er ikke blevet solgt.
Vurderingen lyder på mellem 20.000 og 25.000 kroner.
Den Lise Nørgaard-skabte serie, som følger livet i den danske provinsby Korsbæk fra 1929 til 1947, havde premiere i 1978.
RITZAU