»Hele Danmarks Mette.«

Sådan står der skrevet med store bogstaver på maj-forsiden af Nettos kundemagasin Lime.

En forside, som den øverste direktør for Salling Group, CEO Per Bank, nu tager afstand fra.

På Twitter skriver Per Bank, at man burde have overvejet objektiviteten nærmere.

'Redaktionel produktion af magasinet varetages af eksternt contentbureau, der i dette tilfælde burde have overvejet objektiviteten nærmere.'

Sådan svarer direktøren flere forskellige personer på Twitter, der har lagt et billede op af forsiden.

Det er blandt andet Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, chefredaktør og administrerende direktør for A4 Medier Kristian Madsen og tidligere folketingspolitiker Søren Pind.

Søren Pind skriver om forsiden på sin Twitter-profil:

'Det her kunne Socialdemokratiet ikke købe sig til.'

Og flere brugere tilslutter sig kritikken:

'Shit, det er usmageligt,' er der en bruger, der skriver, mens en anden lufter tanker om et decideret boykot af Netto:

'Så stoppede man da med at handle i Netto. Ingen butikker skal føre kampagne for noget som helst parti,' skriver Twitter-brugeren.

Nettos egen CEO går også ind i debatten på Twitter og mener ligesom den øverste direktør, at forsiden godt kunne have været mere neutral:

'Lime er et kundemagasin til kvinder med en uafhængig redaktion. Der er lavet mange portrætter af kvinder gennem årene. Det ændrer ikke på, at Netto er politisk uafhængig, selvom overskriften nok kunne have været mere neutral.'