»Det er meget tydeligt, at folk sympatiserer med det, der sker lige nu.«

Charlotte Pil Rasmussen er til dagligt kontorchef hos Aalborg Flagfabrik, og det er hende, der modtager opkald og ordre om bestilling af flag.

Og lige nu kan hun melde om en ekstraordinær travl periode i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine.

»Der er en meget, meget stor efterspørgsel. Det er alt fra private, store firmaer og forhandlere. Det startede i fredags, og jeg kunne godt se mandag, at det her tog fart.«

Fire medarbejdere arbejder i øjeblikket på fabrikken for at kunne imødekomme den store efterspørgsmål.
Fire medarbejdere arbejder i øjeblikket på fabrikken for at kunne imødekomme den store efterspørgsmål. Privatfoto

»Folk ringer og skriver hele tiden, så vi har været nødt til at bestille ekstra stof hjem fra England og Tyskland.«

Forklaringen på den stigende efterspørgsel på ukrainske flag skal findes i Justitsministeriets udmelding onsdag. Her meddelte man, at det i de næste to uger er tilladt for både private og offentlige myndigheder at flage med det ukrainske flag – set i lyset af den russiske invasion af Ukraine.

Charlotte Pil Rasmussen forklarer også, at hun har fået en ellers pensioneret syerske til at give en hånd med for at kunne imødekomme bestillingerne.

Og faktisk kunne fabrikken godt bruge flere.

»Men det er svært, for så mange syersker er der heller ikke heromkring.«

I øjeblikket har man 300 ordrer, som man enten har sendt afsted – eller snart skal det.

»Det sker selvfølgelig på en trist baggrund. Det er ikke den her måde, vi ønsker at drive forretning. Så vi havde helst været det foruden.«

»Men vi gør, hvad vi kan for at hjælpe – og for at nå så mange som muligt.«

Som situationen er nu, har Charlotte Pil Rasmussen bestilt alt det stof hjem, som hun overhovedet har kunnet skaffe. Der kan ikke bestilles mere igen før uge 12.

»Ukraines flag bliver jo lavet i samme farver som det svenske. Det laver vi en pæn portion af om året, men vi budgetterer altid med, hvor meget vi plejer at skulle bruge.«

»Hvis der stadig er efterspørgsel (efter uge 12, red.) må jeg ty til andre redskaber.«

Det mindste flag, som Aalborg Flagfabrik producerer, er 50 centimeter i længden – det største er 4,5 meter i længden.