To personer er anholdt på Djursland i forbindelse med en sag, hvor euforiserende stoffer er fundet i Horsens. 

Sydøstjyllands politi rykkede tirsdag ud til Mols Bjerge Feriecenter i forbindelse med en narkosag.

Det skriver Din Avis, som også beretter om vidner, der angiveligt har set op mod ti betjente og politihunde ved feriecentret.

Sydøstjyllands politi bekræfter anholdelserne over for mediet:

»På baggrund af fund af euforiserende stoffer i Horsens er to personer i dag blevet anholdt på Djursland. Der forventes grundlovsforhør i morgen, hvor vi udsender yderligere information,« oplyser en medarbejder i pressetjenesten hos Sydøstjyllands politi i en skriftlig kommentar til mediet. 

Onsdag afholdes der grundlovsforhør, hvor flere detaljer om de anholdte samt sigtelserne ventes at komme frem.