»Dybt chokerende«, »skræmmende« og »helt vanvittigt«.

Det er bare nogen af de ord, som en lang række danske bilister over for B.T. har brugt til at beskrive sekunderne, da de på vej til eller fra BornholmerFærgen i Ystad blev ramt af en sten eller anden genstand.

De beskrevne episoder har fundet sted de seneste to måneder, og fælles for dem alle er heldigvis også, at passagerne i bilen er sluppet uden alvorlige skader.

Men nu kan TV 2 Bornholm fortælle, at det efter alt at dømme ikke er tilfældet.

Her er et af de stenkast, som B.T. har beskrevet. Som i de fleste andre tilfælde kom det ud af det blå, da familien var på vej til Ystad.
Her er et af de stenkast, som B.T. har beskrevet. Som i de fleste andre tilfælde kom det ud af det blå, da familien var på vej til Ystad. Foto: Privatfoto
Vis mere

Ifølge lokalmediet kom en 70-årig dansk mand nemlig den 19. maj kørende på E65 ved Marsvinsholm – samme strækning som de andre tilfælde – mod Ystad, da en sten på størrelse med en knytnæve fløj gennem bilens forrude.

Manden blev ifølge TV 2 Bornholm ramt i venstre side af ansigtet, hvilket forårsagede en alvorlig hovedskade, som lægerne på Skånes Universitetssygehus i Lund skulle bruge flere timer på at operere.

B.T. har kontaktet det svenske lokalpoliti for at få bekræftet stenkastet, men i deres døgnrapport fremgår der meget lidt om episoden.

»Vi kan bekræfte, at vi den 19. maj får et opkald til alarmcentralen, og at vi kommer ud til en soloulykke på stedet. Vi finder tre personer, og én af dem er bevidstløs. Men der fremgår intet om, at det er et stenkast i den første indberetning, og det er det, jeg kan fortælle dig,« siger Ewa-Gun Westford, der er talsperson hos Region Syd i det svenske politi.

Her er et af de stenkast, som B.T. har beskrevet. Som i de fleste andre tilfælde kom det ud af det blå, da familien var på vej til Ystad.
Her er et af de stenkast, som B.T. har beskrevet. Som i de fleste andre tilfælde kom det ud af det blå, da familien var på vej til Ystad.
Vis mere

Ved du noget om episoden med den 70-årige mand, eller har du selv oplevet at blive ramt af en sten eller anden genstand på vej til Ystad? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv på sebj@bt.dk.

Ifølge TV 2 Bornholm er den 70-årige mand udskrevet fra hospitalet, men har fortsat store mén efter ulykken.

Der er ingen nærmere detaljer om stenkastet mod den 70-årige mand, men det falder altså sammen med, at B.T. de seneste dage har beskrevet, hvordan danske pendlere de seneste måneder pludselig har oplevet at blive angrebet med sten og andre genstande, når de har kørt mod eller fra Ystad på E65.

Særligt har angrebene fundet sted mellem Skurup og Ystad.

Fælles for de fleste af pendlerne er, at de kommer kørende uden biler foran sig eller i modkørende bane, og at de pludselig ud af det blå hører et stort brag.

Nogen har set en sten – andre en »sort genstand«. Det er dog sket med så stor hastighed, at flere af pendlerne gisner om, at stenene eller genstandene bliver skudt afsted på en måde.

Lørdag lød meldingen fra det svenske politi, at man tager situationen meget alvorligt.

»Det er fuldstændig forkasteligt at gøre. Det kan ramme nogen, der bliver alvorligt skadet og måske kører af vejen,« sagde Ewa-Gun Westford lørdag.