Martin og hans veninde havde en god og hyggelig weekend i sigte, da de sent om aftenen 30. september trådte ind i et sommerhus i nordsjællandske Gilleleje.

Men efter de har sovet til morgenen efter, bemærker de noget knap så hyggeligt: Det er hundekoldt.

En tændt varmepumpe og elradiatorer på den maksimale indstilling hjælper ikke, så Martin tager bestik af situationen og retter blikket mod en brændeovn i sommerhuset, der var lejet gennem Sol og Strand.

Sådan en har han tændt op i før, så spjældene bliver åbnet, hvorefter den klassiske opbygning med brænde i forskellige størrelser og lidt avispapir tager sin form.

For en sikkerheds skyld vælger Martin også at tjekke sommerhusets velkomstmappe for at være sikker på, at der ikke er noget særligt, han skal være opmærksom på før antænding.

Men det er der ikke.

Derfor stryger Martin en tændstik, holder den tæt til avispapiret, og så kommer der kort tid efter en flot flamme til syne i brændeovnen.

Martin og veninden rykker tilbage for at lade varmen tage til, men så opstår det første faresignal.

Martin og hans veninde var tæt på at dø af kulilteforgiftning, efter de havde tændt op i brændeovnen, i det sommerhus de havde lejet af Sol og Strand.
Martin og hans veninde var tæt på at dø af kulilteforgiftning, efter de havde tændt op i brændeovnen, i det sommerhus de havde lejet af Sol og Strand. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Der begynder pludselig at komme en lidt stærk røglugt, og det undrer jeg mig en smule over,« siger Martin til B.T.

Han når dog knap at vurdere situationen, før en kraftig hylelyd spiller sommerhuset op: brandalarmerne.

Det skulle ikke være første gang, at brandalarmer slår ud, selvom der ikke er decideret fare på færde, men alligevel vælger de to at åbne op for alle vinduer og døre.

Udefra haven kigger Martin ind i huset og ser nu, at noget er helt galt.

»Jeg kan sådan fra siden se, at der er en næsten usynlig røg, der bare står ud i en bane fra spjældet, og der ved jeg trods alt, at det skal det ikke. Så vi går hurtigt ind og slukker ilden, hvorefter vi trækker luft udenfor og ringer til Sol og Strand,« fortæller han.

Sommerhusportalen, der udlejer privates ferieboliger, vil sende en tekniker for at se på brændeovnen, men i mellemtiden begynder Martin og veninden at få en dundrende hovedpine.

»Jeg har aldrig oplevet sådan en hovedpine. Min veninde bliver også svimmel, så vi ringer 1813, og de siger, at vi skal komme ind med det samme,« fortæller Martin.

På Hillerød Sygehus kommer venneparret til med det samme, og en arteriel blodgasanalyse viser hurtigt, at de begge har fået kulilteforgiftning.

Martin med iltmaske efter at være ankommet til hospitalet
Martin med iltmaske efter at være ankommet til hospitalet
Vis mere

Straks får de begge tilført ilt, men samtidig er meldingen heldigvis også, at de nåede at reagere i tide, og at de efter alt at dømme ikke får varige mén.

Den gode besked kommer dog sammen med en anden, der prompte sætter sig som en knude i maven på Martin.

»Lægerne fortæller, at det nok var et spørgsmål om minutter, før vi måske var besvimet, og ja … så var vi jo døde. Den besked gjorde ondt at få, og min veninde har to børn, så man tænker lidt over den mulige konsekvens,« siger han.

Efter to timer bliver de begge udskrevet med hovedpine og meddelelsen om at reagere på selv den mindste forværring.

Har du oplevet lignende? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Og så lå der også en besked fra Sol og Strand på Martins telefon.

Teknikeren havde konstateret, at skorstenen var helt tilstoppet, men det havde en skorstensfejer nu udbedret, så Martin og veninden kunne bare tage tilbage, hygge og sagtens bruge brændeovnen igen.

Men det var muligvis det sidste, som venneparret havde lyst til.

I stedet tog Martin sin telefon og rettede kontakt til Sol og Strand.

Martin og hans veninde var tæt på at dø af kulilteforgiftning, efter de havde tændt op i brændeovnen, i det sommerhus de havde lejet af Sol og Strand.
Martin og hans veninde var tæt på at dø af kulilteforgiftning, efter de havde tændt op i brændeovnen, i det sommerhus de havde lejet af Sol og Strand. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg talte første gang med bureauchefen, og hun var meget nonchalant. Det var, som om hun ikke helt forstod problemet, og at vi havde været i livsfare. Hun fralagde sig alt ansvaret og mente ikke engang, at vi skulle have refunderet turen,« fortæller Martin.

Spørger man Martin, burde det dog aldrig kunne ske, at man ender i en situation, hvor en brandalarm i et sommerhus skal redde ens liv, når der er tale om kulilte. Og hvorfor var der hverken en kuliltealarm eller en bedre vejledning i velkomstmappen?

I stedet fik Martin nu fat i regionschefen, og her var meldingen, at de ud over at tilbagebetale lejen kunne tilbyde et gavekort på 2.000 kroner til Sol og Strand.

»Jeg må indrømme, at jeg var en smule forundret over det 'tilbud'. I stedet skrev jeg, at de kunne bruge de 2.000 kroner på at købe 40 kuliltealarmer, sende dem ud til udlejerne og så ellers sætte et fremtidigt krav om, at sådan en alarm skal være at finde i de lejehuse med brændeovn,« fortæller Martin.

Men ak. Det kunne ikke lade sig gøre. Det er nemlig ikke en lovpligt med kuliltealarm, og derfor vil Sol og Strand ikke stille sådan et krav.

Der er dog et lovkrav om, at man minimum én gang om året får foretaget et tilsyn af en brændeovn, og det er det argument, som sommerhusfirmet læner sig op ad.

»Vi beklager selvfølgelig, at feriegæsten har haft en dårlig oplevelse. Men som forklaret mener vi ikke, at hverken vi eller ejeren af sommerhuset har ansvaret i den pågældende sag. Det lovpligtige tilsyn af brændeovnen er – efter det os oplyste – foretaget rettidigt,« skriver Sol og Strand nemlig i en skriftlig henvendelse til B.T.

Derudover oplyser Sol og Strand, at Martin kan klage til Ankenævnet for Ferieudlejning, hvis han ikke er tilfreds.

Tilbage står Martin dog med grim følelse i munden.

»Prøv at tænke, hvis det var en børnefamilie, og hvis brandalarmerne ikke havde fanget røgen? Det kunne jo have været endt helt fatalt, så jeg synes, at Sol og Strand håndterer denne her sag dybt uacceptabelt, og det er udelukkende derfor, jeg fortæller min historie. Jeg har ikke brug for medlidenhed,« siger han.

Samme aften som episoden i sommerhuset måtte Martin endnu en tur på hospitalet, da det begyndte at snurre i fingrene, og i ugen efter har han været sygemeldt med en »modbydelig hovedpine«.

Sol og Strand her derudover oplyst, at man her i efteråret vil inkludere en sektion med gode råd om sikkerhed og eventuel installation af røg- og kuliltealarmer til husejerne, som sommerhusportalen arbejder sammen med.

B.T. er bekendt med Martins fulde identitet, men af hensyn til hans private erhverv ønsker han ikke at dele denne.