Det sker så ofte for Martin Thorborg, at det efterhånden sjældent chokerer ham. 

Amerikanske kvinder kontakter ham en gang eller to om måneden, fordi de har skrevet med en falsk udgave af ham, som svindlere har sat sammen ud fra de billeder og videoer, der ligger af ham på nettet.

I et af de vildeste tilfælde skulle der endda være et bryllup med 75 gæster. 

»En kvinde skrev til mig: 'Min veninde skal angiveligt giftes med dig, er det virkelig sandt?'.«

»Hun troede, at jeg var kirurg og trommeslager i et band, så jeg måtte kontakte hende og skrive, at det altså ikke var en rigtig person, som hun tydeligvis var dybt forelsket i,« siger Martin Thorborg, der er iværksætter og direktør i Visma Dinero, til B.T. 

Først troede kvinden ikke på ham, indtil han sendte et billede af sig selv og sin kone. 

En skræmmende video

For nyligt fik han en ny henvendelse, hvor han måtte spærre øjnene op. 

Martin Thorborg modtog en besked fra en amerikansk kvinde, der troede, at han var bosat på Ramstein Air Base i Tyskland. Hun havde skrevet med den falske person længe og havde også sendt penge til personen. 

Thorborg måtte afkræfte - og det kunne kvinden ikke forstå, for hun havde talt med ham. 

Og så sendte hun en video med en mand, som lignede Martin Thorborg på en prik og talte med hans stemme - godt nok i en snøvlet udgave. 

Problemet var bare, at det ikke var ham, der havde optaget videoen. Den var lavet med kunstig intelligens. 

»Jeg bliver ked af det og trist på kvindernes vegne, hver gang jeg modtager de her beskeder og nu en video, hvor de er blevet snydt.« 

»Jeg har jo ikke nogen aktie i det, men jeg bliver alligevel frustreret over, at de bruger mit ansigt til at snyde penge ud af folk,« siger Martin Thorborg. 

For få år tilbage faldt han over en profil på det sociale medie TikTok, der havde tusindvis af følgere, hvor svindleren bag brugte hans navn og billede. 

Videoerne på profilen opfordrede andre til blandt andet at investere kryptovaluta.

»I den periode fik jeg to til fem beskeder om dagen af folk, der enten var blevet snydt eller ville høre, om det virkelig var mig, der rådgav folk til at gøre de her ting,« siger Martin Thorborg og fortsætter: 

»Selvom jeg fik over 1000 til at anmelde profilen, gik der halvandet år, før det blev fjernet.« 

Iværksætteren har accepteret, at det er et element af frustration, som er blevet en del af hans hverdag, at han får de her henvendelser, fordi der ligger så mange billeder og videoer af ham på nettet. 

Det er ude af hans hænder. 

Alligevel vil han gerne komme en opfordring til andre, der får et tilbud, som er for godt til at være sandt på nettet. 

»Vær på vagt overfor det, du ser på nettet, og hvis du vælger at tage imod et godt tilbud, skal du virkelig undersøge det. Undersøg profilen bag og skriv eventuelt til vedkommende. Og hvis du falder over noget, som tydeligvis er snyd, så brug et par sekunder på at anmelde det.«

»Der kommer mere og mere af det her snyd på nettet, og du kan hjælpe andre ved at gøre noget,« siger Martin Thorborg. 

Herunder kan du se den falske video, som blev sendt til ham.