Det går forrygende for iværksætteren Martin Thorborg.

Han er direktør i virksomheden Dinero, der laver regnskabsprogrammer til mindre virksomheder.

Det spritnye regnskab viser vækst over hele linjen, og det skæpper godt i kassen for iværksætteren, fordi han har aktier i virksomheden.   

»Værdien af min investering i Dinero er nu oppe på et godt tocifret millionbeløb, og investeringen bliver ved med at vokse,« siger Martin Thorborg, der dog ikke vil ud med det specifikke beløb på værdien af sine aktier.

»Jeg investerede ca. fem millioner kroner i virksomheden i sin tid,« siger han. 

Dinero stiftede han - som han selv formulerer det - sammen med et ‘par gutter’ for 12 år siden. Gutterne er Anders Hørsted og David Thomas Andersen.

I 2016 blev Dinero solgt videre til det norske firma Visma.

Selvom Martin Thorborg har solgt Dinero, er han stadig direktør i firmaet, der lige nu slår sine egne rekorder. Omsætningen er steget til over 200 millioner kroner i 2024.

For fem år siden var omsætningen på »blot« 78 millioner kroner.

Og resultatet før skat er nu på 117,5 millioner kroner - mod 34 millioner kroner i 2020.

Altså mere end en tredobling. 

»Det er gået godt i mange år, fordi vi ganske enkelt har et godt produkt og dygtige medarbejdere. Og så er vi også hjulpet af, at der er kommet nye regnskabsregler, som tvinger mange virksomheder til at gå væk fra de gamle excelark og til de elektroniske regnskabsprogrammer,« siger Martin Thorborg.

Dineros succes betyder også, at Martin Thorborg får en bonus på 50 procent oven i sin direktørløn.

»Min løn med bonus er på omkring tre millioner kroner om året. Men det er ikke det, der er den stor indtægt for mig i firmaet. Det er mine aktier,« siger han.

Martin Thorborg er - udover at være succesfuld iværksætter - kendt for flere gange at stemple ind i debatten om skat og den såkaldte top-topskat målrettet de allerrigeste. Han har kritiseret skatten, fordi han mener, at de velhavende rent faktisk betaler deres andel.

Thorborg fortæller til B.T., at han i 2024 personligt kommer til at betale ca. tre millioner i skat ud af det, han tjener og hiver ud til sig selv i udbytte fra sine investeringer. Og Dinero står til at skulle betale 26 millioner kroner.