»Jeg havde gladeligt betalt, hvis jeg havde vidst, jeg skyldte penge,« lyder det fra iværksætteren Martin Thorborg.

I sidste uge fik han eftergivet en gæld til det offentlige på 81 kroner, som han ikke anede, at han skyldte.

Nu undrer han sig over, at myndighederne ikke forsøger at få nogle af de 5,8 milliarder kroner tilbage, som en lille halv million danskerne til sammen skylder det offentlige.

»Det er lidt løjerligt, og det sender et forkert signal,« mener han.

Foto: LISELOTTE SABROE
Vis mere

I sidste uge sendte Gældsstyrelsen et brev til 485.000 danskere og fortalte, at de alligevel ikke behøver tilbagebetale de penge, som de skyldte.

Det er blandt andet problemer med inddrivelsessystemet EFI, der betyder, at Gældsstyrelsen nu opgiver at få pengene tilbage.

Det drejer sig hovedsageligt om gæld i form af ubetalte togbøder, glemte licensregninger, uberettiget SU og anden gæld til det offentlige.

For langt de fleste drejer det sig om mindre beløb. Ni ud af ti får således eftergivet beløb på under 2.000 kroner ifølge Ritzau.

Foto: BAX LINDHARDT
Vis mere

En af dem er millionæren Martin Thorborg, som altså fik at vide, at hans gæld til det offentlige var blevet droppet.

E-mailen kom noget bag på Thorborg. For det første fordi han ikke anede, at han skyldte penge til den fælles kasse. For det andet fordi det drejer sig om den famøse sum af 81 kroner.

»Dem havde jeg da gladeligt betalt, hvis jeg havde vidst, at jeg skyldte dem,« siger han.

Han ejer flere virksomheder, bor i en stor villa med havudsigt på Skodsborg Strandvej nord for København og kører Audi.

Martin Thorborg er god for millioner, står i Kraks Blå Bog og har normalt ingen problemer med at svare enhver sit.

Derfor spærrede manden, der stiftede Jubii, øjnene op, da e-mailen fra Gældsstyrelsen dukkede op med besked om, at det var vigtigt.

Han skyndte sig at åbne den og opdagede, at han har fået eftergivet en gæld, som han ikke anede, at han havde.

Blandt hans mange foretagender har han en lille foredragsvirksomhed, hvor han af en eller anden grund, han ikke selv er klar over, har oparbejdet sig en gæld til det offentlige på 81 kroner, som han nu slipper for at betale.

Foto: LISELOTTE SABROE
Vis mere

Thorborg forstår ikke, at Gældsstyrelsen ikke sendte et elektronisk girokort med, når de nu alligevel kontakter borgerne digitalt.

»Det kan da godt være, at det kun ville være 10 procent, der ville betale, men det beløb ville man da godt kunne få et par folkeskoler for.«

»Jeg undrer mig over, at man har regnskabet. Man ved, hvem der skylder hvor meget, men man har aldrig forsøgt at opdrive dem. I hvert fald ikke fra mig. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor man ikke hæfter et girokort ved og ser, hvad der sker. Så havde man måske fået en lille milliard ind.«

Thorborg mener også, det sender et uheldigt signal til de mange, der rent faktisk har betalt det, de skylder.

»I det store statsbudget betyder det måske ikke så meget, men jeg synes, det sender et signal til dem, der betaler, om, at det er lidt ligegyldigt, hvorvidt man betaler eller ej.«

Han frygter, at flere vil miste respekten for det at betale skat og måske motivere flere til at arbejde sort.

»Det offentlige bør have styr på sine ting og bør forsøge at indkræve de penge, de kan. Man kan ikke klippe håret af en skaldet, men vi er jo ikke skaldede alle sammen.«

I weekenden fortalte erhvervskvinden Stine Bosse, hvordan hun havde fået afskrevet en gæld på 196,52 kroner.