Flere gange om ugen sejler Martin Hubert ud fra Nordhavn i København med den blå kutter fuld af håbefulde lystfiskere. De kaster ihærdigt linerne ud i håb om at fange én ting. Nemlig torsk.
En dansk fiskekultur, der har eksisteret siden midten af 60erne, men som nu er ved at drukne i nye regler, der spænder ben for lystfiskererhvervet.
»Vi bliver nødt til at råbe om hjælp. For os selv og forretningerne, men også for en dansk kulturinstitution, som mange elsker og nyder godt af. Hvis ikke vi får hjælp, så er den her branche og kulturarv helt eller delvist slået ihjel,« siger Martin Hubert, der er daglig leder på rederiet Spar Lystfiskeri.
Derfor har han sammen med en masse andre lystfiskere fra Sammenslutningen af Indregistrerede Lystfiskefartøjer skrevet et brev til fiskeriminister Rasmus Prehn i et sidste forsøg på at få ham til at indse problemet med de nye regler.
For at passe på torskebestanden har EUs fiskeriministre nemlig besluttet, at man fra årsskiftet kun må fange én torsk om dagen per mand samt et fuldstændig forbud fra 15. januar til 31. marts sammenlignet med i dag, hvor man må fange fem per mand.
Men indtil videre har Rasmus Prehn kun forsvaret de nye kvoter til stor frustration for Martin Hubert og de andre lystfiskere, der flere gange har prøvet at råbe ministeren op.
For det første mener Martin Hubert, det er mangel på viden, når ministeren siger, at han i stedet vil sætte fokus på at fremme lystfiskeriet efter andre arter end torsk.
»80 procent af omsætningen er stort set baseret på torsk. Fjerner man den del, så fjerner man også den del af omsætningen. Det kan ingen leve af, og vi kan ikke bare fiske efter noget andet. I visse perioder er der ikke andet end torsk,« siger 45-årige Martin Hubert.
For det andet så forstår Martin Hubert ikke, hvorfor ministeren siger, at lystfiskerne står for 30 procent af de samlede torskefangster.
»Vi kan ikke genkende det tal. Vi tager ikke engang ti procent af, hvad de siger. Jeg ved ikke, hvor de har de beregninger fra. Vi håber, ministeren vil gå i dialog med os, så han kan få en korrekt opfattelse af situationen, for jeg føler, den her beslutning er truffet på baggrund af nogle forkerte antagelser,« siger Martin Hubert.
Det ville Martin Hubert og de andre lystfiskere gerne have fortalt ministeren, inden beslutningen blev truffet, men de er aldrig blevet hørt eller spurgt.
»Vi er ikke blevet inviteret til en høring, og det er vi meget skuffede over. Man føler sig trådt på, når der bare er taget en beslutning hen over hovedet på en.«
B.T. har forsøgt at få et interview med Rasmus Prehn, men han har ikke kunnet stille op eller ønsket at svare på vores spørgsmål skriftligt.
Men ministeriet oplyser, at de under møder med enkelte turbådsejere har efterspurgt en brancheorganisation, ministeriet kunne henvende sig til, men det har ikke været muligt at finde.
Det på trods af at Martin Hubert og Sammenslutningen af Indregistrerede Lystfiskefartøjer i brevet til ministeren giver udtryk for, at de flere gange har forsøgt at skabe kontakt.
I brevet til Rasmus Prehn kommer Martin Hubert og lystfiskerne også med et løsningsforslag på problematikken.
I stedet for, at lystfiskerne kun må tage én torsk med hjem per mand om dagen, så håber Martin Hubert, at kvoten i stedet kan blive fortolket sådan, at fiskerne godt må samle til bunke, når bådene ikke er ude at sejle.
»En kutter sejler jo ikke ud hver dag. Så man kunne udregne, hvad en kutter med plads til for eksempel 12 mand må fange om året, og så kan han selv fordele det ud på sine ture og få mere ud af det. Så er det stadig en om dagen per mand.«
Derudover ønsker fiskerne også at blive kompenseret for den manglende indtjening, som erhvervsfiskerne for eksempel bliver.
Men sådan er det ikke lige nu, hverken i forhold til forståelsen af kvoten eller kompensationen. Og sker det ikke, så frygter Martin Hubert, at det er et endegyldigt farvel til kutterturene.
»Der er virkelig en glæde at se ved folk, når de kommer ud. Det er en helt unik og anderledes oplevelse, end mange normalt har i hverdagen. Personligt har jeg været på en kutter, siden jeg var otte år gammel, og jeg har elsket det. Jeg vil se det som et meget stort tab for den danske kultur. Det vil være utilgiveligt, hvis de ikke hjælper os,« siger Martin Hubert.
