Legetøj til børn bestående af samlesæt med små sølvfarvede magneter ser ganske harmløse ud. Men hvis de små magneter havner i barnets tarme, er det en helt anden og meget alvorlig sag.

Sikkerhedsstyrelsen har foretaget en kontrol af nogle af magnetprodukterne på markedet og valgte 14. oktober at tilbagekalde 21 af de 24 kontrollerede magnetsæt.

I forbindelse med tilbagetrækningen af magnetprodukterne har Sikkerhedsstyrelsen sat B.T. i kontakt med et af de mennesker, der på egen krop har oplevet, hvad magneterne kan gøre, når de ender i maven.

Historien begynder for snart ti år siden, da Marten Nielsen fra Store Merløse en decemberdag i 2012 som 12-årig sad og legede med sit samlesæt af bittesmå, kugleformede magneter, der kunne bruges til at danne eksempelvis små dyrefigurer.

Marten havde for vane at tage forskellige ting ind i munden uden at tænke videre over det. Derfor registrerede han heller ikke, da to magneter endte i munden – og efterfølgende i maven.

Da Marten om morgenen sad i skolen, fik han pludselig meget ondt i maven.

»Jeg var ikke i tvivl om, at der var noget grueligt galt. Det var, som om det hele spændte til rundt om maven,« fortæller den i dag 22-årige Marten Nielsen til B.T.

Efter tre timer var smerterne taget så meget til, at han ikke kunne rejse sig, og Marten endte på Holbæk Sygehus.

Lægerne kunne konstatere, at han havde tarmslyng og opererede ham, men da han fik det dårligt igen, besluttede lægerne at åbne op til Martens mave – og her opdagede de to magneter.

Magneterne var klappet sammen på hver sin side af tarmene, hvilket betød, at de lukkede tarmene – og dermed kunne mad og lignende ikke komme igennem og medførte forstoppelse.

Det farlige ligger i magnetens styrke, fortæller vicedirektøren i Sikkerhedsstyrelsen, Christian Thorhauge, til Ritzau. For hvis barnet sluger flere magneter, kan de finde hinanden og filtre sig sammen på tværs af tarmene.

Marten blev sendt til Odense Universitetshospital, hvor magneterne blev fjernet under en operation. Efter en uges indlæggelse blev Marten udskrevet, men kort efter blev han indlagt igen, da han endnu en gang havde tarmslyng.

Børn, der har slugt magneter, er et alvorligt problem, som de støder på regelmæssigt på Odense Universitetshospital, siger børnekirurgisk overlæge Lars Rasmussen til Ritzau.

»Tarmene ligger som slanger inde i maven. Og hvis der ligger en magnet i hvert sit tarmstykke, så klapper de sammen og laver simpelthen hul gennem tarmvæggen,« forklarer Lars Rasmussen og fortsætter:

»Der går ret hurtigt hul, og så løber tyndtarmssaften ud, og så får man svær bughulebetændelse. Det tager vi meget alvorligt.«

Selvom Marten ikke endte med hul i tarmen, var det alligevel en lang og sej omgang med i alt en måneds indlæggelse og fire operationer efterfulgt af en lang periode med kostplan og genoptræning.

»Det er ikke bare lige uskyldige magneter, de kan alligevel lave en stor skade,« lyder det fra Marten Nielsen.