Ligger du søvnløs om natten grundet de høje temperaturer?

Så er der gode nyheder på vej.

Engang i næste uge kommer der nemlig et vejrskifte. Det oplyser vagthavende meteorolog ved Dansk Meteorologisk Institut (DMI) Jesper Eriksen.

»I løbet af næste uge falder temperaturerne til 20-23 grader. Senere på måneden bliver det måske køligere. Samtidig får vi en blanding af regn og sol,« siger han.

Regnvejr over Aarhus
Regnvejr over Aarhus Foto: Kim Haugaard
Vis mere

Hvornår det præcist sker er usikkert.

»Det kan godt være, at det bliver i midten af næste uge. Måske lidt før,« siger han.

Det markante vejrskifte kommer efter små 14 dage med sol og høje temperaturer.

Og til de, der elsker høje temperaturer, er der også godt nyt. Det varme vejr fortsætter nemlig ugen ud og muligvis også et stykke ind i næste uge.

»Der er udsigt til, at varmen fortsætter resten af ugen. Der kan dog komme nogle regn- og tordenbyger i weekenden,« siger Jesper Eriksen.

De seneste to ugers varme kommer efter den koldeste juli i 22 år.