23-årige Maria Jørgensen havde sammen med kæresten sparet op til en drømmerejse til Tunesien.

Det unge par var fulde af forventninger, da de bookede rejsen til Tunesien på Tropicana Club & Spa gennem selskabet Detur. Hotellet havde tre stjerner, lå i den attraktive by Monastir, og Middelhavet kunne nås på gåben.

Det endte dog med at blive en grim oplevelse. For da de kom op på værelset sent fredag nat 12. juli, var der hverken toiletpapir, rene håndklæder, eller fjernbetjening til værelsets aircondition, der derfor var sat ud af funktion.

Næste morgen blev de bange anelser realiseret, da de mødte op til morgenmaden.

»Der var ingen rengøring i restauranten, og personalet dyppede blot de brugte glas i vand fra hanen og stillede det frem til afbenyttelse på et håndklæde. Vi sad også ved borde, der var beskidte, og på toiletterne i receptionen var der afføring over det hele,« siger Maria Jørgensen.

Der gik dog heller ikke mere end et par dage, før først Maria Jørgensens kæreste og derefter Maria lagde sig med maveonde, som varede det meste af ferien.

Når de benyttede hotellets faciliteter i form af poolbar og ture, var de enten spækket med lange køer eller svære at booke, fordi ingen talte bare nogenlunde engelsk.

»Vi har aldrig før været på en ferie, hvor vi har haft lyst til at tage hjem og arbejde i stedet. Vi kom der for at slappe af, og det er ihvertfald noget af det sidste, vi har gjort,« siger Maria Jørgensen og fortsætter:

»Vi er begge studerende, og vi er meget ærgerlige over, at vi har brugt en masse penge på den her tur, fordi vi ikke ved, hvornår vi kan komme ud og rejse igen.«

Maria Jørgensen og kæresten har sammen klaget til rejseselskabet Detur, der dog ikke vil yde kompensation, fordi de ikke har fået meldinger om, at det danske par har henvendt sig til Deturs personale vedrørende deres utilfredshed.

‘Man mister retten til efterfølgende at kræve kompensation, hvis man ikke har givet os muligheden for at afhjælpe. Vi hævder ikke, at tingene har været helt i orden på jeres hotel, for vi kan ikke vide det, da I ikke har været i kontakt med os om det. Vi kan kun undersøge, hvordan det er nu, og forbedre os til fremover,’ skriver Detur i en mail, som B.T. har set.

Maria Jørgensen har dog en anden opfattelse:

»Vi klagede faktisk over hotellets manglende rengøring ved flere lejligheder, og vi snakkede også med en guide om det. Vi tænkte dog ikke på at filme eller dokumentere det på anden vis, hvilket jo heller ikke bør være nødvendigt,« siger Maria Jørgensen.

Detur henviser i en mail til Maria Jørgensen, at hotellet i Tunesien havde tre stjerner, hvilket betegnes som turistklasse, og at standarden i Tunesien generelt er lavere end på andre destinationer.

»Vi skal aldrig rejse med Detur igen, og vi vil gerne advare alle andre mod at tage på ferie til det hotel, da det på alle måder var en dårlig oplevelse,« slutter Maria Jørgensen.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Deturs presseafdeling.