Boligbyggeriet Stenkistebuen i Sorø stod færdigt i juni, og flere familier flyttede derfor forventningsfulde ind i de spritnye boliger. Men nu skal flere af dem allerede flytte ud igen.
Flytningen har nemlig langtfra været som forventet, fordi der i flere beboelser er opdaget fugt og skimmelsvamp efter et par måneders beboelse.
Det skriver TV2 Øst.
Én af dem, som er blevet ramt af fugt og skimmelsvamp, er Maria Louise Byskov.

»Vi har ikke nogen synlige beviser. Men der er fugt i gulvet og i væggene, og så har håndværkerne konstateret skimmelsvamp bag køkkenskabene,« siger Maria Louise Byskov til B.T.
De sundhedsskadelige forhold til byggeriet betyder nu, at Maria Louise og hendes seks børn skal flytte i en skurvogn på ubestemt tid.
På grund af situationen har Maria Louise Byskov valgt at holde pause fra sine studier, som hun håber på at kunne genoptage.
Hun kan simpelthen ikke overskue det på nuværende tidspunkt.

»Det er noget lort. Det siger egentlig det hele. Det er ikke rart. Vi prøver at holde os væk fra køkkenet og stuen, så meget vi kan. Og dér plejer vi tit at hygge og holde spilleaftener, så det er rigtig ærgerligt.«
I alt skal otte familier flytte i skurvogne på grund af fugten og skimmelsvampen. Ifølge sundhed.dk kan skimmelsvamp blandt andet medføre hudirritation, vejrtrækningsproblemer og kløen i øjnene.
Maria Louise Byskovs familie fik besked på at være ude af deres bolig i fredags. Det kunne de dog ikke nå, og derfor flytter de i stedet ind i en skurvogn den kommende fredag.
»Det er dybt frustrerende. Det skal jo bare være i orden. Især når det er helt nybygget. Man forventer jo ikke, at man skal flytte efter et par måneder. Så det burde ikke kunne ske, og jeg synes, det er under al kritik,« siger Maria Louise Byskov.

Stenkistebuen hører under Sorø Boligselskab og er blevet bygget af Georg Berg A/S.
B.T. har været i kontakt med DAB, som administrerer boligselskabet. I et skriftligt svar forklarer DAB følgende:
'Selskabet er kede af situationen. Fokus er lige nu på beboerne og på at sikre, at de er okay. DAB har reklameret over for entreprenøren på vegne af Sorø Boligselskab, fordi vi mener, der er en fejl i byggeriet.'
'Frem til torsdag i næste uge opstilles der pavilloner i boligafdelingen, som beboerne bliver genhuset i. Det er for tidligt at sige noget om, hvornår beboerne kan vende tilbage til deres boliger, men vi forventer ikke, at det bliver på denne side af årsskiftet.'

