Hun var lige gået ovenpå for at komme på toilettet, da hun pludselig kunne mærke noget inde i sig. Noget, der var forkert. Det var som et smæld, der kunne mærkes i hele hendes rygsøjle og videre op i hendes hoved.
»Jeg vidste med det samme, at den var helt gal.«
Maria Pedersen havde hjemmet i Ringkøbing fyldt med gæster den dag i november sidste år, hvor hendes ældste søn fejrede, at han fyldte seks år.
Men oppe på førstesalen i huset var hun alene, da hun pludselig kunne mærke, at noget var, som det ikke burde være.
»Det eneste jeg lige tænkte, var at jeg skulle skynde mig og få låst døren op og komme ud fra toilettet, for jeg kunne med det samme mærke, at jeg skulle besvime,« forklarer hun.
Efter at være kommet ud fra toilettet, skyndte hun sig videre hen til stuen, hvorfra hun kunne høre stemmer sive op fra stueetagen. En af stemmerne genkendte hun som sin søsters.
»Malene,« nåede hun at kalde, før hun kunne mærke, at hun blev nødt til at lægge sig ned.
»Malene,« kaldte hun igen. Til at begynde med troede søsteren, at det muligvis var Marias knæ, som hun var kommet til skade med under en håndboldkamp kort forinden, der havde ført til, at søsteren lå på gulvet.
Det var det ikke.
»Hvad er det? Er det noget alvorligt?,« husker Maria, at søsteren spurgte.
»Ja. Det er det,« svarede Maria.
Søsteren løb nedenunder til familien for at hente sin telefon og ringede efter en ambulance. Mens hun talte med alarmcentralen, gled Maria ind og ud af bevidsthed. Søsteren fik derfor besked på, at hun skulle prøve at vække Maria ved blandt andet at nappe hende.
Første gang skete der ingenting. Anden gang vågnede hun.
Hun begyndte at kaste op. Igen og igen. Hendes nakke begyndte at gøre ondt, ligesom hendes hoved gjorde det, og til sidst skreg hun af smerterne.
Efter ambulancen ankom, blev hun spændt på en båre og båret nedenunder. Hendes to børn - sønnerne Lukan og Mikas, som hun har med kæresten Nicolai - var blevet sendt ind på et andet værelse, så de ikke skulle se hende sådan, men hun kunne høre, hvordan Mikas, der dengang var tre år, skreg og skreg og skreg på sin mor.
Ambulanceturen til sygehuset i Herning husker hun intet af. Først på afdelingen vågnede hun, da lægerne stillede hende spørgsmål og foretog en masse undersøgelser. Det hele var overvældende.
»Da jeg bliver lagt ind i en scanner, kan jeg huske, at jeg tænker: 'Nu kan jeg få noget fred'. Der var bare sket så meget, og jeg havde det så dårligt, at jeg bare gerne ville have fred og sove,« forklarer 35-årige Maria.
Scanningsbillederne gav lægerne det svar, de havde ledt efter.
Maria var blevet ramt af en hjernehindeblødning. En blødning, der i langt de fleste tilfælde skyldes, at en udposning på en af hjernes pulsårer brister. Mere end 15 procent af dem, der bliver ramt af det, mister livet i det øjeblik, hvor blødningen sker.
Resten bliver påvirkede. På den ene eller anden måde.
Efter scanningsbillederne lå klar, blev Maria med det samme sendt videre til Aarhus, hvor hun efter at være blevet lagt i respirator og have fået lagt dræn i hovedet blev opereret.
Da hun vågnede og kom til sig selv igen, var det til en ny hverdag. En hverdag, hvor hun hurtigt bliver træt, ikke kan overskue alt det, hun kunne før, og hvor blandt andet hendes balance ikke er den samme som tidligere.
Til en hverdag, hvor hun har skullet kæmpe med, at hun ikke bare er glad for at have overlevet.
Men også til en hverdag, hvor hendes prioriteter har ændret sig.
»Jeg lå på stue med en ung fyr, der var kørt galt. Han var det, man nok vil betegne som 'en grøntsag'. Så man tænker rigtig meget over, hvor heldig man har været, og hvordan man gerne vil ændre en masse i ens liv. For det sætter virkelig ens liv i perspektiv. Hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er,« forklarer Maria.
Hvor hun tidligere havde et supertravlt og tidskrævende job som projektassistent i et projektudviklingsfirma, hvor hun stod for en masse byggeprojekter med ejerboliger, havde mange bolde i luften og også kunne finde på at besvare mails, hvis hun vågnede om natten, er det nu lavet om.
Nu er det familien, der kommer først.
Men hun drømmer stadig om at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
»Jeg har et enormt behov for at tage på arbejde og yde en god indsats. Det er sådan, jeg er, åbenbart. Og det motiverer mig. Jeg stræber efter at skulle arbejde og have en normal hverdag igen. Men det skal ikke være sådan, at jeg tager på arbejde og så ikke kan være noget for min familie bagefter, fordi jeg har brugt alle mine kræfter der,« siger hun og stopper lidt op.
»Undskyld, nu blev jeg lidt forvirret. Der er sådan noget, der sker engang i mellem,« siger hun.
Det er også noget af det, der er nyt. At hun nogle gange taber tråden midt i en samtale eller bliver forvirret.
Derudover er hendes hukommelse blevet dårlig, så hun er nødt til at skrive alt ned for at være sikker på at kunne huske det. Og hun er nødt til at holde hvil flere gange i løbet af dagen, hvis hun vil undgå, at hun bliver overtræt og belaster sit hoved og sin krop for meget.
Forandringerne var dog først noget, der for alvor begyndte at gå op for hende, efter hun var blevet udskrevet fra hospitalet. Og det er noget, hun har kæmpet - og fortsat kæmper - med at skulle vænne sig til.
Følesansen i hendes fingre, fødder og ben er ikke længere den samme. Særligt i venstre side. Så når hun for eksempel skal sætte sit hår, og hendes hænder mødes bag hendes hoved, så har hun ikke altid helt styr på, at det er hendes egne hænder, der mødes.
»Det lyder måske helt mærkeligt, men mine hænder kan ikke rigtigt genkende hinanden,« forklarer hun.
Det er dog ikke det værste.
»Noget af det, jeg har grædt mest over, er, at mine børn - især den lille - elsker at blive aet på ryggen, når han skal sove. Og jeg har ikke den samme fornemmelse af hud-mod-hud længere. Jeg kan ikke mærke det, mærke ham, på samme måde som før. Det gjorde mig rigtig ked af det,« forklarer Maria.
»Da jeg lå på hospitalet, havde jeg alle de her ideer om, at vi skulle ændre vores liv, være mere positive og rejse mere. Og så kommer man hjem til hverdagen og finder ud af, at det kan man egentlig ikke, fordi man er syg og træt. Så alle de ting, jeg havde tænkt, jeg ville, dem kan jeg ikke. Og det er enormt frustrerende og svært, og det tager tid at lære,« forklarer Maria.
Frustrationerne og alt det svære, hun har skullet vænne sig til, er dog ikke rigtig noget, hun deler med andre.
»Jeg vil helst ikke være til besvær. Og jeg kan godt have svært ved at tage imod hjælp. Jeg vil hellere gøre noget for andre, end at de skal gøre noget for mig,« fortæller Maria.
Hvorfor tror du, at du har det sådan?
»Det er jo nok, fordi jeg gerne vil klare mig selv på alle punkter i mit liv. Og jeg kan ikke kontrollere det her. Det her kan jeg ikke styre, og det er så irriterende, når jeg er vant til at kunne kontrollere alt andet. Og så er jeg sur på mig selv over, at når jeg fik lov til at overleve, at jeg så ikke bare er glad.«
I stedet for at være glad, var hun længe ked af det. Faktisk endte hun med at få en depression, som hun nu får antidepressiver for. Noget, som mange andre, der bliver ramt af en hjernehindeblødning, også får.
Selvom medicinen hjælper, kæmper hun dog stadig. Blandt andet for at blive set som sig selv.
»Jeg oplevede på et tidspunkt at blive præsenteret for en anden person som: 'Det her er Maria, hende der fik den hjerneblødning'. Og det er simpelthen så mærkeligt et stempel at få på sig. At jeg bliver 'Maria med hjerneblødningen' og ikke bare 'Maria'. For jeg er jo så meget mere end det.«
Derudover kæmper hun også med - og mod - en dårlig samvittighed.
»Jeg har det dårligt med, at det er svært for alle andre. Jeg har det dårligt med, at min kæreste, mine søskende og min mor er kede af det og græder. De har helt klart oplevet det på en anden måde end mig. Det var jo ikke noget, jeg gjorde med vilje, med derfor får jeg stadig dårlig samvittighed over de ar, jeg har givet dem på sjælen. Det må være nok, at jeg er ked af det. De skal ikke være kede af det,« fortæller Maria.
Da hun på et tidspunkt talte med en neuropsykolog, som skulle lave en vurdering af hende, blev der skrevet i papirerne, at hun er 'dårligt egnet til den her type skade'.
»Er det ikke skørt? At man kan være dårligt egnet til det,« griner hun.
Hun forklarer, at det blandt andet skyldes, at hun er så perfektionistisk og en kontrolfreak, at hun er dårlig til det. For hun vil være bedre. Have det bedre. Så hun pisker sig selv i gang.
»Også selvom de kloge siger, at det skal man ikke. Men jeg tror omvendt på, at det er min styrke,« siger Maria og slutter:
»Det er det, der skal få mig ud på den anden side. For det vil jeg. Så jeg bliver ved med at tro på, at jeg nok skal vinde. På et tidspunkt.«
Har du også oplevet, at dit liv pludselig er blevet vendt på hovedet? Og kunne du tænke dig at fortælle din historie? Så skriv til journalist Maria Christine Madsen på mama@bt.dk.
