Margit Nicolajsen fik en meget negativ overraskelse, da hun i slutningen af februar kom ned til sin fars gravsted på Grindsted Kirkegård.

To dage forinden havde hun lagt en stor, flot buket blomster i anledning af sin mors 90-års fødselsdag.

Men da hun to dage efter besøgte kirkegården på moderens fødselsdag, var buketten pist væk.

Margit blev ked af det og frustreret. Mest af alt, fordi det ikke er første gang. Bestemt ikke.

»Vi har over de seneste tre år oplevet, at der fem gange er blevet stjålet blomster og andet. Jeg bliver så trist, men også vred. Hvem gør sådan noget?« spørger Margit Nicolajsen.

Margit tog nedslået hjem fra kirkegården, og et par dage efter var naboen på besøg til en kop kaffe.

Her begyndte Margit og hendes mand tilfældigvis at tale om blomstertyvene på den lokale kirkegård, da naboen bød ind.

»Hun fortæller så, at hun op til juleaften satte en pæn og kostbar lanterne ved et familiemedlems gravsted på Grindsted Kirkegård, og anden juledag var den så væk. Sådan en ting bliver åbenbart også stjålet,« fortæller Margit.

Tilbage står Margit. Dybt forundret.

»Jeg fatter det simpelthen ikke. Hvem kan komme i tanke om at gå ind på en kirkegård og stjæle og gøre andre kede af det? De mennesker har ingen samvittighed. Jeg håber, at det stopper nu, når vi får sat fokus på det,« siger hun.

B.T. har kontaktet Grindsted Kirkegård, der meddeler, at tyverierne er et decideret problem på kirkegården.

»Ja, det er da et problem. Vi er blevet kontaktet af flere gravstedsejere, der har mistet noget. Problemet er, at der ikke er nogen, der kan se, hvad der sker, når vores personale er gået hjem,« oplyser Ritva Pedersen fra Grindsted Kirkegård.

Men det er ikke kun i Grindsted, at der bliver stjålet blomster fra kirkegårdene.

På Vestre Kirkegård i København, der er Skandinaviens største kirkegård, hænder det også, at de besøgende har lidt for lange fingre.

»Vi oplever det og har vel 10-12 henvendelser om året, men der er sikkert også mange, der ikke anmelder det, selvom det gør folk utroligt kede af det,« oplyser Brian Helt, der er enhedschef ved Vestre Kirkegård.

Har du fået stjålet blomster eller været udsat for hærværk mod et gravsted, så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.