Den danske manuskriptforfatter Ib Kastrup, der har været med til at skrive den oscarnominerede danske kortfilm "Silent Nights" og filmatiseringen af "Hvidstengruppen", er død, 70 år.

Ib Kastrup sov stille ind sent torsdag aften den 29. oktober i sin egen seng på Nørrebro i København omgivet af sin familie og med sin ældste søn i hånden.

Det oplyser hans hustru og hans børn i et opslag delt på Facebook.

- Trods ti års kræftsygdom bevarede han sin livsglæde, humor, visdom og kærlighed til tilværelsen, skriver familien i mindeordene.

- Tak for at have fyldt vores liv med tryghed, humor, intellektuel nysgerrighed, livsvisdom, passionerede fortællinger, uforglemmelige råd, ustoppelige grin, store tanker, livsglæde og frem for alt ubetinget kærlighed.

Det er strømmet ind med kondolencer. Blandt andre fra manuskriptforfatteren Nikolaj Scherfig, skuespilleren Paw Henriksen og instruktøren og skuespilleren Christian Tafdrup.

Ib Kastrup blev uddannet på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje i 1990.

Han har flere gange arbejdet sammen med sønnen Aske Bang, der er instruktør og skuespiller.

Blandt andet på den førnævnte kortfilm "Silent Nights", der var med i opløbet om den gyldne statuette i 2017, og senest på spillefilmen "Velkommen på månen", som havde biografpremiere tidligere på året.

Familien oplyser, at alle, der har lyst til at mindes Ib og tage afsked med ham, er velkomne til bisættelsen i Sankt Johannes Kirke på Nørrebro i København den 13. november.

I stedet for blomster beder familien om at betænke Kræftens Bekæmpelse.

- Vi vil savne dig mere, end ord kan beskrive, og elske dig resten af vores liv. Men nu skal du op til din tvillingebror, Kim, som vi ved venter på dig deroppe et sted. I to skal selvfølgelig være side om side for evigt og altid, skriver familien i mindeordene.

Ib Kastrup var bror til filmjournalisten Kim Kastrup, der faldt om på en gåtur og døde den 10. februar 2021.

RITZAU