70 ærteplukkere har torsdag nedlagt arbejdet hos Danmarks største ærteproducent Greenpeas.

Det skriver Fagbladet 3F.

Det drejer sig om 70 rumænere.

Til mediet siger Alexandru Florian, der er talsmand for ærteplukkerne:

»Vi har mange problemer med arbejdet. Vores hovedproblem er manglende betaling af vores løn. Nogle af os har været nødt til at tage mad fra affaldscontainere. De vil kun tale med os om arbejde, men ikke om vores betaling.«

Ifølge ham får de ikke udbetalt hele lønnen for deres arbejde, men modtager derimod op til 1.000 kroner om ugen for at leve af.

Lønbetalingen kommer så først, når ærtesæsonen er slut.

Til Fyens Stiftstidende siger Peter Skov Jensen, der er manden bag Greenpeas:

»Jeg har ikke rigtig noget at sige lige nu, for det er usaglig snak. Jeg har talt med 3F, og de tager imod dem, og så snakker vi om det bagefter. Mere er der ikke at sige til det. Der er ikke hold i nogen af påstandene.«

Tidligere i år blev Greenpeas Entreprise ApS, ifølge Fagbladet 3F, dømt til at betale en million kroner i bod til 3F for at have underbetalt en lang række udenlandske ærteplukkere i 2020.