Lige siden 1970erne har planer om en femte ringvej uden om hovedstaden ulmet.

Men nu, omkring 50 år senere, ligner det, at ideen om en 'Ring 5' for alvor bliver lagt i graven.

Det skriver TV 2 Lorry

Gennem mange år har der været tale om en i alt 60 kilometer lang motorvej, der skulle strække sig fra Køge i syd mod Helsingør i Nord.

Efter planen skal en del af Ring 5 løbe her.
Efter planen skal en del af Ring 5 løbe her. Foto: Transport-, bygnings- og boligministeriet
Vis mere

Planerne om 'Ring 5' har været omdiskuteret og genstand for adskillige borgermøder og protester.

Det var med en aftale om en grøn transportpolitik mellem Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, SF, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance i 2009, at det blev besluttet at igangsætte en strategisk analyse af udbygningsmulighederne i hovedstadsområdet – herunder perspektiver i 'Ring 5'-korridoren, skriver Transportministeriet.

Men nu ser det ud, som om projektet vakler for alvor, efter at den længe ventede undersøgelse af planen er blevet offentliggjort.

I 2019 meddelte Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti nemlig, at partierne ønsker at droppe motorringvejen, og nu står den heller ikke længere på Venstres ønskeseddel. Det ser derfor ud til, at der ikke længere er et flertal for projektet.

I en pressemeddelelse skriver Venstre følgende:

»Den længe ventede undersøgelse af 'Ring 5'-korridoren er nu offentliggjort. Venstre har derfor gjort sin stilling op og stiller nu forslag om at ophæve arealreservationen i hele 'Ring 5'-korridoren.«