Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

I Anders og Charolines parforhold er det ikke et problem, at Anders elsker at gå med makeup, feminint tøj og høje sko.

Det er heller ikke en udfordring på hans arbejde. Men når de går på gaden eller i butikker, har andre mennesker svært ved at skjule deres reaktioner – hvis de overhovedet prøver. Og Anders og Charoline står nu frem med deres historie for at nedbryde de tabuer, der får folk til at opføre sig grænseoverskridende.

I mørket på en cykelsti i en fremmed by turde han godt. Han parkerede bilen, skiftede sine herresko ud med et par meget højhælede damesko og gik en kilometer eller to.

Han nød følelsen af at have høje sko på i den tid, som gåturen varede. Og han nød at få en smule ondt i fødderne, så han i timerne efter gåturen – og måske endda dagen efter, hvis han var heldig – stadig kunne have fornemmelsen af at have haft skoene på.

»Jeg var klar over, at jeg skulle have det lille 'vindue' med skoene til at vare så lang tid som muligt, for jeg vidste ikke, hvornår jeg igen ville få lejlighed til at gå i mine høje sko. Jeg kunne ikke gå i dem derhjemme, for jeg troede nærmest, at himlen ville falde ned, hvis jeg gik hen ad gaden i Kolding i høje sko.«

Ordene er Anders Harder Bjerresgaards.

Skyld og skam har været hans tro følgesvende, fra han var helt lille og indtil 2014, hvor han langsomt begyndte at stå ved sin lyst til at udtrykke sig feminint.

Han har i dag taget turen fra Kolding til København med sin kæreste, Charoline Wenke, for at fortælle om den rejse, han har været på. Først alene og i de seneste otte år sammen med hende.

En rejse, der har været – og stadig er – krævende og sommetider opslidende, men som også er helt nødvendig for, at Anders kan leve i harmoni med sig selv.

Og samtidig en rejse, som måske kan hjælpe andre til at turde gøre det, som Anders gør i dag.

Nemlig at gå op og ned ad gaden i Kolding – og alle andre steder – i nederdel, høje sko, smykker, makeup og lange, lakerede negle. Og endda lægge billeder af det ud på Instagram-profilen med det meget velvalgte og samtidig humoristiske navn @_etwas.anders.

Så længe Anders kan huske, har han været netop det, som navnet på Instagram betyder: 'Noget andet'. I hvert fald noget andet i forhold til alt, hvad han ellers kendte til, da han voksede op.

Anders: »Jeg kan huske, at jeg allerede i seks-syvårsalderen mærkede en interesse for mode og makeup. Jeg syntes, at det var mega spændende, og hvis jeg så nogen, der havde noget særligt tøj på, bemærkede jeg det altid og havde en holdning til, hvad jeg syntes, der var fedt.«

»Jeg mærkede dog også ret hurtigt, at der ikke rigtig var andre drenge eller mænd i familien eller omgangskredsen, der havde det på samme måde, og jeg fik samtidig en fornemmelse af, at min interesse i det hele taget lå uden for normen.«

»Jeg kunne mærke folks akavede reaktioner, når jeg viste interesse for tøj, sko og makeup, og derfor holdt jeg meget hurtigt op med at sige det højt og dyrkede det i stedet i smug.«

I København kan jeg være mig selv

Indtil Anders mødte Charoline, havde det ikke været muligt, at hans interesse for damesko og -tøj kunne indgå som en del af et parforhold.

Når han tænker tilbage på det, kan han godt se, at han ikke var klar nok i sine udmeldinger, men han var simpelthen selv i tvivl om, hvad det egentlig var, han ville med det.

Det ændrede sig, da han i 2014 begyndte at tage en NLP Practitioner-uddannelse i København.

Han var væk hjemmefra en lille uge ad gangen hver gang, han var på uddannelse, og han havde sine høje sko med og fik gået meget i dem.

Det slog ham, at selvom han havde brugt masser af energi på at lære nye ting og havde været væk hjemmefra, kom han hver gang hjem med masser af energi.

Anders: »En del af undervisningen handlede netop om hæmmende overbevisninger, og jeg havde jo haft en overbevisning om, at himlen ville falde ned, hvis jeg stod hundrede procent ved mig selv. Og pludselig gik det op for mig, at når jeg kom hjem og var helt frisk, så var det, fordi jeg i København stod ved mig selv og gik i de høje sko.«

»Jeg tænkte: 'Hold nu kæft, er jeg egentlig bare marionetdukke i en forestilling, jeg selv har skabt på baggrund af mine egne overbevisninger? Hvad vil der ske, hvis jeg bare er mig selv?' Da jeg begyndte at tænke sådan, fornemmede jeg nærmest fra den ene dag til den anden, hvor meget mere energi og glæde jeg ville få i mit liv, hvis jeg begyndte at stå ved mig selv hele tiden.«

2014 var også året, hvor Charoline kom ind i Anders' liv. Da de mødte hinanden, havde Anders fuldskæg og gik i traditionelt herretøj som lyseblå skjorte, beige bukser og flade sko.

Da de havde kendt hinanden i en måneds tid, sagde Anders, at der var noget, de var nødt til at tale om.

Charoline: »Han sagde: 'Jeg kan rigtig godt lide høje sko, og jeg kan rigtig godt lide at gå i dem'. Da han bagefter kørte hjem, tænkte jeg hmmm … Men ret hurtigt kom den her sætning til mig: 'Jamen, det er jo bare sko'. Vi havde det bare mega rart sammen, vi var blevet virkelig glade for hinanden, og jeg tænkte: Det må vi kunne finde ud af.«

Var du bange for at sige det, Anders?

Anders: »Jeg var i hvert fald meget spændt på det. Spændt på, hvad der skete, for der var noget på spil. Men jeg var kommet dertil, inden jeg mødte Charoline, at det her er mig. Sådan skal det være, for det er sådan, jeg har det rart.«

»Da jeg kunne mærke, at det var mere alvorligt med Charoline, tænkte jeg: 'Okay, det kan ikke nytte noget, at jeg venter med at sige det, for hvis det er no-go for hende, kan vi lige så godt stoppe vores forhold nu'. Så det skulle breakes, og så måtte jeg se.«

»Da jeg var kørt fra Charoline, kom der ret hurtigt en sms, hvor hun skrev: 'Det er jo bare sko', og det var den allerbedste besked at få. Dramaet var aflyst, nu var det ude, og så måtte vi snakke videre om det. Og jeg tænkte også, at så måtte hun se mine sko, næste gang hun kom på besøg. Det var en kæmpe lettelse.«

Anders Harder Bjerresgaard.
Anders Harder Bjerresgaard. Foto: Peter Nørby
Vis mere

Charoline: »Kort efter tog vi en tur til Hamborg, og på det tidspunkt gik Anders stadig kun i herretøj, når andre så ham. Men da han pakkede ud på værelset, linede han lige 15 par sko med høje hæle op, og jeg var sådan … nå, okay.«

De griner begge højt.

Anders: »Han mente det sgu!«

Charoline: »Anders tog de allerhøjeste sko på sammen med herretøjet, og så måtte jeg bare sige til ham: 'Hør her, jeg synes, vi skal finde noget andet tøj til dig, det der hænger jo ikke sammen'.«

Anders: »Charoline har været en mega vigtig katalysator i at finde ud af, at hvis de sko skal være der, skal der være en helhed, ellers bliver det for kontrastfyldt. Det ser ikke fedt ud med mandeagtige hængerøvsbukser og høje sko.«

Aldrig en del af flokken

Turen til Hamborg blev den første af mange ture, hvor tøjet langsomt, men sikkert blev skiftet ud, og hvor Anders blev mere og mere modig. Han havde også fået fortalt om sit nye, gamle jeg til sine forældre, som ikke syntes, at det var det nemmeste i verden at forholde sig til.

Sammen med andre negative påvirkninger udefra blev den umiddelbare uskyld, som Charoline og Anders havde haft imellem sig, udfordret, og normerne udefra kunne mærkes.

Charoline: »I dag synes jeg, at det er helt vildt irriterende, at jeg har ladet mig påvirke af andres meninger. Men det siger noget om, hvor stærkt det er. Jeg kommer selv fra en meget ufordømmende familie, som har taget så godt imod Anders. Hvis bare jeg er glad, er de glade, og så er tøjet lige meget. Men i mødet med omverdenens reaktioner er jeg blevet overrasket.«

»Jeg kan huske en episode i Berlin, hvor vi stod i kø i en butik, og bag ekspedienten var der et spejl, så jeg kunne se, hvordan dem, der stod bag os i køen, pegede og grinede. Det blev bare for meget, og jeg sagde til Anders: 'Kom, nu skal vi bare ud, jeg magter ikke det her'.«

Anders: »Det er hårdt at absorbere andres blikke igen og igen, men det afhænger af dagsformen, om jeg bliver irriteret, eller om jeg bare trækker på skuldrene.«

Charoline: »For Anders og mig er Anders' udtryk hverdag, så jeg tænker ikke over det normalt, men jeg tror, at man også har brug for at være en del af flokken, og der er man i vores situation bare ikke helt på lige fod med andre.«

»Vi skal altid forholde os til andres blikke og reaktioner, og jeg kan mærke, at jeg er blevet meget opmærksom på, om Anders ser ordentlig ud i det, han tager på, fordi jeg ved, at folk kigger. Jeg står på en eller anden måde også til regnskab for det.«

Charoline Wenke og Anders Harder Bjerresgaard.
Charoline Wenke og Anders Harder Bjerresgaard. Foto: Peter Nørby
Vis mere

På Anders' Instagram præsenterer han sig selv som 'Straight guy with passion for gender fluid fashion and styling'. Og netop begreberne er vigtige, for hvordan taler man 'rigtigt' om de her ting?

Anders og Charoline henviser til en model, man let kan google. Den hedder 'The Genderbread Person' og forklarer meget fint, hvordan en persons kønsidentitet er sammensat af det biologiske køn, kønsudtrykket, den seksuelle og følelsesmæssige orientering og kønsidentiteten, altså hvordan man definerer sig selv.

Anders: »Før i tiden kaldte man en mand i dametøj for transvestit. Det kan man også sagtens stadig gøre. Men ulempen ved ordet transvestit er, at det for rigtig mange er bundet op på et stereotypt billede af en mand i meget storblomstret kjole, en alt for blond paryk og alt for meget læbestift. Derfor er ordet slidt, og det giver en forkert reference.«

»At kalde det flydende kønsidentitet, gender fluid, er efter min mening bedre. Det ydre behøver ikke have en forbindelse med det indre, og det er måske en af de misforståelser, som særligt mænd oplever. Mange, der ser mig, går automatisk ud fra, at jeg er homoseksuel.«

Men du har altid kun været til kvinder?

Anders: Ja. Men det er klart, at jeg kan blive udfordret rigtig meget, når så mange omkring mig siger: 'Nå, jeg troede, at du var homoseksuel'. De mange reaktioner har gjort, at jeg sommetider har tænkt: 'Mon de har ret?' Men nej, det har de ikke. Jeg har altid været til piger.«

»Nu, hvor jeg er kommet i balance med mig selv, nyder jeg at bruge hele skalaen i mit udtryk, og når nogen spørger, hvorfor jeg klæder mig, som jeg gør, siger jeg bare, at det er sådan, jeg har det rarest. Det er ikke anderledes, end at du og Charoline har valgt det tøj, I har på i dag, fordi det er det, I føler jer tilpas i. Men folk kan ikke forstå, hvordan en mand kan føle sig tilpas i en nederdel.«

Til interviewet i dag har Anders netop nederdel på. Nedringet bluse, høje sko, smykker, makeup og lange, grønne negle fuldender looket. Sådan går han også klædt en typisk dag på kontoret. Han arbejder på Lego, og han har på intet tidspunkt oplevet problemer på sin arbejdsplads, hvor han også var ansat, da han gik i herretøj.

Anders: »Jeg har kun mødt opbakning. Eller i værste fald neutralitet. Første gang jeg havde hæle på, sagde min chef: 'Du har da fået nye støvler, Anders', og så gik hun videre hen og hentede kaffe. Ellers har jeg bare fået at vide, at 'hold kæft du ser skarp ud' eller 'wauw, du giver den gas'.«

»Jeg er nok godt hjulpet af, at jeg sidder i et kreativt område med produkt- og marketingudvikling, for det er nok det sted i en organisation, hvor der er højest til loftet, og hvor man gerne må tænke lidt skørt. Folk er meget openminded

Andre læser også