»Vi oplever, at mange bruger hjemmearbejdet som en smutvej til at bibeholde eller øge deres alkoholforbrug. Det er langt nemmere at skjule et alkoholproblem alene derhjemme, hvor man ikke står ansigt til ansigt med kolleger.«

Sådan siger Bjarne Stenger Elholm, leder hos Alkolinjen, der samtidig kan fortælle, at Alkolinjen siden coronanedlukningen i marts 2020 har modtaget 50 procent flere henvendelser.

Mere nøjagtigt svarer det til, at cirka 6.000 personer har haft brug for hjælp.

I januar i år fik linjen desuden dobbelt så mange opkald fra pårørende i forhold til samme periode sidste år.

»Mange af de såkaldte refleksionspunkter forsvinder, som eksempelvis at skulle køre bil hjem efter endt arbejdsdag,« siger Bjarne Stenger Elholm og påpeger, at det stigende antal henvendelser også skyldes et øget kendskab til Alkolinjen via oplysningskampagner.

En opgørelse fra Dansk Industri peger på, at knap en halv million privatansatte danskere har arbejdet hjemme under corona, hvilket er 6,5 gange så mange, som før coronavirus kom til Danmark.

Men de mange timer på hjemmekontoret har altså en bagside. Det kan også Forsikringsselskabet If bekræfte.

Selskabet har siden nedlukningen i marts 2020 oplevet en stigning på henholdsvis 16 og 14 procent i antallet af danskere, der anvender deres sundhedsforsikring til at komme ud af et alkohol- eller spilmisbrug.

Barer og restauranter har længe været lukket på grund af coronanedlukning, og alkoholsalget har været slut efter kl. 22.00 i blandt andet Seven Eleven. I stedet må folk nu drikke derhjemme.
Barer og restauranter har længe været lukket på grund af coronanedlukning, og alkoholsalget har været slut efter kl. 22.00 i blandt andet Seven Eleven. I stedet må folk nu drikke derhjemme. Foto: Tobias Kobborg
Vis mere

»Flere kunder har, i større omfang end tidligere, det seneste år haft behov for andre typer ydelser på sundhedsforsikringen, som for eksempel afvænning. Kunderne opsøger os, fordi de har brug for hjælp, og ikke nødvendigvis fordi de er klar over mulighederne i deres sundhedsforsikring,« siger kommunikationschef Birgitte Ringbæk og tilføjer:

»Vi skal hjælpe vores kunder med alle former for skader, og sideløbende med et fysisk velbefindende er den mentale trivsel et meget vigtigt fokus. Formentlig endnu vigtigere i denne tid,« siger hun i en pressemeddelelse.

Traditionelt set er det ellers hjælp til fysiske skavanker i eksempelvis ryg, skulder og albuer, som danskerne forbinder med sundhedsforsikringen og oftest anvender den til.

Du kan altid søge råd og vejledning hos Alkolinjen på telefon 80 200 500.