»De bedste 60 kroner, jeg nogensinde har brugt.«

Sådan betegner en mand fra Midtsjælland de penge, han for nylig satte i en kupon fra Eurojackpot i den lokale kiosk.

Gevinsten var nemlig til at tage at føle på:

Hele 2,3 millioner dejlige danske kroner er nu tikket ind på hans konto.

»Det var helt tovligt. Jeg råbte og dirrede, så hundene gik i selvsving. Jeg tror aldrig, min puls har været så høj,« siger han i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

»Jeg ville have en cigaret, og jeg ryger ikke, haha. Det var helt kanon.«

Da han havde fået styr på blodtrykket igen, fik den store gevinst faktisk dog den helt modsatte virkning på ham:

»Jeg plejer ikke at sove mere end to til tre timer ad gangen og er normalt oppe flere gange hver nat. Men i nat sov jeg som en sten for første gang i meget lang tid,« fortæller han.

Lotto kuponer, gevinstkupon, Lyn Lotto, Viking Lotto , Eurojackpot i Aalborg, 20. juni 2019. (Arkivfoto)
Lotto kuponer, gevinstkupon, Lyn Lotto, Viking Lotto , Eurojackpot i Aalborg, 20. juni 2019. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Og netop den økonomiske tryghed er noget, der fylder meget for både ham og hans hustru, og derfor skal pengene heller ikke bruges på unødig luksus.

»Vi skal først og fremmest være gældfri, og så gemmer vi resten af pengene,« siger ægteparret samstemmende, men de har dog også planer om middage i byen, ferie og mere frihed.

Men inden pengene bliver sat i banken, er der en bestemt drøm, som skal gøres til virkelighed:

»Jeg skal have en ny motorcykel. Jeg har en ældre model, der har kørt 160.000 kilometer. Den har kørt jorden rundt. Jeg kører, lige så snart vejret er til det, og jeg er en gammel mand, så den gamle maskine rasler lige lovlig meget for mig.«

Endelig er der én bestemt person, som skal betænkes:

»Jeg skal ned og købe en kupon mere. Jeg skal jo vinde igen. Og så havde jeg lovet hende i kiosken en middag, hvis jeg vandt på de fire rækker.«