En rejse jorden rundt? En luksusbil, strandvejsvilla eller champagne hver dag året rundt resten af livet?

Mon ikke de fleste af os har en drøm om, hvad vi vil bruge pengene til, hvis vi en dag vinder den store gevinst.

For et østjysk ægtepar blev drømmen for nylig til virkelighed, og de tyr hverken til overdrevent forbrug eller ekstravagant livsstil.

Og det på trods af, at gevinsten lyder på hele fem millioner dejlige skattefrie danske kroner.

Ægteparret, der begge er midaldrende, vil nemlig bruge de mange penge til at gå på tidlig pension.

»Vi kommer nok til at virke lidt kedelige. Men det synes vi ikke selv. Vi kunne jo begynde at bruge af pengene eller købe en finere bil – men så skulle jeg arbejde, og vi synes, at det giver mere mening at gå herhjemme og nyde livet,« siger den mandlige del af parret i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Familien har spillet Lotto siden 1992.

»Vi har spillet de der tal i 30 år. Det er min, min kones og vores børns fødselsdatoer. I starten spillede vi dem på femugerskuponer, og siden har den kørt via betalingsservice.«

»Vi tjekker dem aldrig. Vi ventede bare på, at det skulle ske. Det er jo derfor, man spiller. Man tror på det!« siger han.