Hjemkomsten til Danmark gik ikke helt som forventet for en passager.

For her blev en rejsende, som ankom fra Mellemøsten, udtaget til stikprøvekontrol af tolderne i Københavns Lufthavn.

I bagagen, jakken og skuldertasken fandt tolderne kontanter i forskellig valuta til en samlet værdi af 992.998 danske kroner.

Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

Manden fortalte, at familiens hus lige var blevet solgt, og at pengene kom derfra. Men han kunne ikke fremvise dokumentation for påstanden, ligesom han ikke havde angivet beløbet til Toldstyrelsen.

Derfor tilbageholdt tolderne knap 240.000 kroner i bøde.

»I denne sag er der tale om årvågne toldere, der har fattet mistanke til en rejsende, som så viste sig at være berettiget,« fortæller Mette Helmundt, funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn.

Sagen er nu overgivet til politiet.

Når Toldstyrelsen tilbageholder rejsende med kontanter eller andre likvide midler, er det altid på en konkret mistanke.

I sager med store pengebeløb, som den rejsende ikke ønsker, at myndighederne skal kende til, vækker det en mistanke om kriminel aktivitet.

I 2019 og 2020 har toldere tilbageholdt valuta svarende til over 22 millioner kroner, hvor kontanterne ikke var deklareret over for Toldstyrelsen.

Rejser man ind eller ud af Danmark med kontanter eller andre likvide midler, der svarer til en værdi af mere end 75.000 kroner, skal man angive beløbet til Toldstyrelsen.