Der var drama for alle pengene lørdag eftermiddag i Knuthenborg Safaripark.
Her blev en mandlig parkgæst nemlig stanget så voldsomt af en bisonokse, at han fløj flere meter op i luften.
Det fortæller en tydeligt rystet mor, der overværede hændelsen sammen med sin lille datter.
»Han prøvede at løbe fra den, men den stangede ham, så han fløj flere meter op i luften og ind i et hegn,« fortæller moderen, der gerne vil forblive anonym.

Ifølge hende skete episoden omkring klokken 15.45 ved udgangen, hvor der er tydelige skilte, der oplyser safarigæsterne om, at de ikke må forlade køretøjet.
»De omkring 20 okser havde stillet sig midt på vejen ved udgangen, så vi kunne ikke køre ud,« fortæller moderen og fortsætter:
»På et tidspunkt bliver en mand utålmodig, så han forlader sin bil og går på bare tæer helt hen til okserne og klapper med hænderne for at få dem til at flytte sig. Det resulterede så i, at den store alfahan angreb ham.«
Ifølge moderen begyndte bilerne i køen at dytte i forsøget på at skræmme den store okse væk fra manden.
Var det dig, der blev stanget af oksen? Eller har du set episoden? Skriv til os på 1929@bt.dk
Dette medførte dog, at alle okserne blev så skræmte, at de begyndte at løbe forvildede rundt mellem bilerne.
»Så der var ingen, der turde at åbne dørene og gå ud og hjælpe manden,« siger hun og fortsætter:
»Min datter græd og græd, men heldigvis formåede manden at rejse sig op og gå tilbage til sin bil, men han så ret medtaget ud, og det var en ret forfærdelig oplevelse.«

Camilla Ellehammer Haxgart, der er kommunikationschef i Knuthenborg Safaripark, bekræfter lørdag aften hændelsen over for B.T.
»Vi kan godt bekræfte historien om, at en gæst er steget ud af sin bil i dyreområdet, hvor man ikke må stige ud, og hvor der er tydeligt skilte, der viser, at man ikke må stå ud,« siger hun.
Hun bekræfter ligeledes, at manden stod ud, fordi bisonokserne stod i vejen ved udgangen.
»Men sådan er det altså bare i Knuthenborg Safaripark. Der er foregår det på dyrenes præmisser, så der må man altså bare vente. Sådan er det.«
Camilla Ellehammer Haxgart fortæller videre, at bisonoksen, der angreb manden, reagerede, som den gjorde, fordi den beskyttede en lille kalv.
Hun ved ikke, hvor slemt til skade manden kom, da han nåede at køre væk i sin bil, inden medarbejderne fra safariparken fik fat i ham.
Var det dig, der blev stanget af oksen? Skriv til os på 1929@bt.dk

