Han sad på toilettet lige inden sengetid. Med telefonen i den ene hånd, mens han sirligt skrev numrene ned på et stykke toiletpapir.

»På den måde kunne jeg bedre sammenligne med tallene fra mine kuponer. Og på første række på den ene kupon var den der sgu! Jeg fik et chok og tjekkede nok de tal 27 gange, inden jeg råbte op til min kone, at jeg var nødt til at forstyrre hendes skønhedssøvn,« siger manden, der er i 70'erne og fra Viborg Kommune.

Ifølge Danske Spil var det vinderscenariet for Lottomillionær nummer 3.760, der ramte de syv vindertal forrige lørdag. Det gav en gevinst på tre millioner kroner.

Det var på grund af besøg fra gæster, at manden først tjekkede tallene ved 23-tiden. Herefter blev der ikke meget nattesøvn.

»Vi satte os og fejrede det med en god øl. Vi har altid arbejdet virkelig hårdt for vores penge og har engang været direkte fattige. Så hvis man ikke skulle fejre, at man pludselig var blevet millionærer, så ved jeg ikke hvad. Jeg sagde også til min kone, at jeg fra nu ville tiltales 'hr. Millionær'. Den var hun altså ikke med på,« joker manden, der lavede bacon og spejlæg til sin hustru dagen derpå.

Pengene skal bruges til at købe et nyt hus i ét plan for at gøre de kommende år lidt lettere. Også børnebørnene skal forkæles.

Den heldige vinder arbejder stadig en smule, hvilket der dog ikke bliver lavet om på.

»Jeg tror, det er sundt at komme ud blandt andre mennesker. Altså, når ikke der er corona. Og jeg kan faktisk godt lide at arbejde. Men det er selvfølgelig også nemmere, når man selv kan bestemme, hvor meget man har lyst til at lave,« siger han.