Det var en kold novemberdag i 2022, da en 53-årig mand drak en flaske vodka hos sin datter i Karise og satte sig ud i sin arbejdsgivers ladvogn.

Herefter satte han flere bilisters liv i fare ved at køre så hasarderet, at han til sidst blev anholdt af politiet.

Det skriver SN.dk, der tilmed kan fortælle, at manden nu er idømt et halvt års fængsel og frakendelse af førerretten for vanvidskørsel.

Vanvidsbilismen fandt sted den 13. november 2022, da han altså efter et vådt besøg hos sin datter begav sig ud på landevejen med det, der viste sig at være en promille på 3,04.

Flere gange skulle han have trukket over i den anden vejbane med modsatrettet trafik.

Det betød også, at det i flere tilfælde var tæt på at gå galt, men at de andre bilister netop nåede at reagere.

I retten har den 53-årige mand ifølge SN.dk erkendt, at det »virkede sindssygt«, at han havde kørt bil i den tilstand, men at han husker minimalt fra køreturen.

Manden er af polsk afstamning og blev idømt et halvt års ubetinget fængsel.