Lige over for skolen på Møllevej i Jægerspris blev man onsdag mødt af et drabeligt syn.

Fire kaniner. På spyd. Med blod hængende fra de døde dyr.

»Jeg kommer kørende forbi i bil på hovedvejen i Jægerspris og ser de her kaniner lige over for skolen. Og så vender jeg bilen for at se, om jeg så rigtigt.«

Og det gjorde Rikke Christiansen. Så rigtigt.

Den var god nok. Det var døde kaniner, der var blevet hængt op på spyd, som legenden om Vlad Dracula, der udstillede sine fjender på lignende vis.

»Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var rigtige kaniner. Der hang blod ned ad hagen på dem,« forklarer hun.

Rikke Christiansen lavede derfor et Facebook-opslag i en lokal Facebook-gruppe for Jægerspris-borgere:

»For at skåne de skolebørn, der skulle møde ind til morgen, laver jeg opslaget, selvom jeg godt ved, at man kan få en masse hate. Børn skal ikke se døde kaniner og kaninhoveder i træerne,« fortæller hun.

Derfor tog hun først kontakt til Dyrenes Beskyttelse og sendte dem billedet, du kan se i artiklen her. De vendte tilbage og forklarede, at det ikke er ulovligt at udstille døde kaniner, selvom det er makabert. Men de foreslog også, at hun kontaktede politiet, der lovede at sende en patrulje ud for at kigge nærmere på det.

Pressevagten i Nordsjællands Politi bekræfter. De fik en anmeldelse klokken 22.11 onsdag aften om fire døde kaniner og et kaninhoved på en træstub.

En patrulje tog derfor ud på adressen og forsøgte – forgæves – at komme i kontakt med en person på stedet.

Torsdag morgen var de dog pist forsvundet igen, bekræfter både politiet og Rikke Christiansen, så skolebørn ikke begyndte dagen med en udstilling af døde kæledyr på spyd.