Når danske kommuner skal ud og opspore overvægtige mennesker – hvis altså de følger Sundhedsstyrelsens kommende retningslinjer – så er det sådan nogle som Majbrit, som de skal have fat i.

46-årige Majbrit Nielsen fra Silkeborg vejer nemlig 138 kilo, som er fordelt på hendes i alt 176 centimeter. Majbrit hører til i den lidt tungere ende af vægtskalaen, og som hun siger, så ved hun det udmærket godt.

»Selvfølgelig ved jeg det. Det har jeg ikke brug for kommunen til at slå mig oven i hovedet med,« siger hun.

Majbrit Nielsen er i fleksjob i dag, men har tidligere været på kontanthjælp i en periode. Der spurgte hun selv ind til, om kommunen kunne hjælpe hende med at smide nogle kilo.

»Dengang var der bare ikke tilbud, som jeg reelt kunne bruge. Jeg spurgte for eksempel, om der kunne søges tilskud til et slankeophold på Ubberup Højskole, men jeg skulle selv betale, og det var for dyrt på kontanthjælp,« siger hun.

Hvordan ville du have det med, at en medarbejder i kommunen spurgte dig, om ikke det var en god ide, om du tabte dig?

»Jamen, jeg synes, man kan sige ting på mange måder. Hverken jeg eller andre overvægtige har brug for, at man siger det samme til os igen og igen. Men hvis nu man havde et reelt tilbud, som kunne hjælpe, så tror jeg egentlig, at jeg ville være åben over for det,« siger Majbrit Nielsen.

»Det vigtige er, at der ligger et reelt tilbud bag det. De skal ikke bare sidde og sige, at jeg skal lade være at spise. Hvis det var så nemt, så var der ingen overvægtige,« siger hun.

Majbrit Nielsen har selv oplevet både læger og sagsbehandlere, som sagde til hende, at hun skulle spise mindre. Hun mener, at hvis det var så enkelt, så ville alle overvægtige bare gøre det.
Majbrit Nielsen har selv oplevet både læger og sagsbehandlere, som sagde til hende, at hun skulle spise mindre. Hun mener, at hvis det var så enkelt, så ville alle overvægtige bare gøre det.
Vis mere

Dansk Selskab for Almen Medicin, som repræsenterer de praktiserende læger, udvandrede fra den arbejdsgruppe, som Sundhedsstyrelsen har nedsat for at udarbejde de nye retningslinier. Det skete, fordi lægerne mente, at de retningslinjer, som var på vej, bygger på 'håbløst forældede' tanker om, hvordan overvægtige bør tabe sig.

Men udvandringen skete også, fordi lægerne mente, at det var uetisk at opspore overvægtige danskere. Især fordi lægerne ikke mener, at man reelt har et tilbud om fedmebehandling, der rent faktisk virker.

Men Majbrit Nielsen er uenig med de praktiserende læger.

»Man kan jo ikke hjælpe folk, der ikke vil hjælpes, det er klart. Men hvis du står med en borger, som selv henvender sig og er motiveret, så tror jeg godt, man kan,« siger hun.

»Man kunne for eksempel lave et hold med andre overvægtige, der kunne gå sammen i et fitnesscenter. Det er noget, som de kunne tale sammen om og støtte hinanden i. Det ville hjælpe for mig, tror jeg,« siger hun.

Men lægerne mener, at man ikke kan skabe brede rammer, hvor overvægtige generelt vil tabe sig. De tager det på igen?

»Det er det samme med alkoholikere og narkomaner, men nogen står og har nosserne til det, rent ud sagt. De kan godt finde ud af det. Dem skal der være hjælp til,« siger Majbrit Nielsen.