Selvom det er mange år siden, glemmer Maja Spohr aldrig de lange dage og nætter på de kolde hospitals- og bostedsgulve.

Hun glemmer aldrig, hvordan hun dag efter dag lå krøllet sammen i fosterstilling under sengen eller i hjørnet af rummet.

For Maja var bange. Bange for mennesker. Bange for nye indtryk. Ja, faktisk bange for alt det, som livet uden for det lille værelse havde at byde på.

Værst stod det til, da Maja fra 16- til 19-årsalderen kæmpede så meget med sin PTSD, angst og selvskadende adfærd, at hun gradvist mistede evnen til at gå.

Maja Spohr mistede evnen til at gå på grund af PTSD. Maja havde en barndom med en psykisk syg mor, som har forårsaget PTSD, indlæggelser og hård medicinering. Herefter lukkede Majas krop simpelthen ned. Hun mistede sin førlighed. I dag bor hun hos sine bedsteforældre i Stege på Møn.
Maja Spohr mistede evnen til at gå på grund af PTSD. Maja havde en barndom med en psykisk syg mor, som har forårsaget PTSD, indlæggelser og hård medicinering. Herefter lukkede Majas krop simpelthen ned. Hun mistede sin førlighed. I dag bor hun hos sine bedsteforældre i Stege på Møn. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I dag er hun 23 år, men et uretfærdigt barsk liv har haft den konsekvens, at Maja i dag lever dele af sit liv kravlende på gulvet og med ensomheden som en ufrivillig følgesvend.

Det hele begyndte ellers så godt.

Året er 1998, og på en nyetableret bondegård på Møn kommer ønskebarnet Maja til verdenen.

Den lille familie er velfungerende, og fire år efter får den lille pige en julidag sin lillebror.

Maja med sin lillebror ved et bål.
Maja med sin lillebror ved et bål.
Vis mere

Men så begynder det at gå kraftigt ned ad bakke.

Majas mor udvikler en fødselspsykose med dertilhørende skizofreni, og hun nægter i de efterfølgende mange år at gå i behandling på trods af et stort pres fra familien.

Beslutningen skal vise sig at plage Maja resten af livet.

Den syge mor er nemlig skiftevis voldsomt kontrollerende og ubehageligt utilregnelig, hvilket i flere år skaber en så frygtelig hverdag, at Majas far til sidst vælger at tvangsfjerne moderen med hjælp fra sin familie.

Nu er Maja som 11-årig alene med sin lillebror og far, der i samme periode bliver alvorligt nyresyg.

Datteren tager i den forbindelse et enormt ansvar i hjemmet, men så går det ikke længere.

Søvnløshed og angstanfald er blevet en ufrivillig del af Majas liv, og som 14-årig vågner hun en dag og kan ikke stoppe med at græde.

Familien kan intet stille op, så Maja – der på det her tidspunkt er fysisk velfungerende – overgår til børnepsykiatrien, hvor hun bliver diagnosticeret med PTSD og flyttes til et bosted.

De næste år går det op og ned, men da Maja som 16-årig bliver flyttet til et bosted i Nordsjælland, ender hun med at bo på en gang med masser af skizofrene unge.

Maja ser sin mor i deres adfærd, og det er bestemt ikke en god ting for teenageren.

Angstanfaldene tager til, og det eneste, der hjælper, er at krybe ind under sengen eller hen i hjørnet i bostedsværelset og indtage en fosterstilling.

Majas arme bærer præg af mange år med selvskade på forskellige bosteder. Hun bed selv huller i sine arme.
Majas arme bærer præg af mange år med selvskade på forskellige bosteder. Hun bed selv huller i sine arme. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

På den måde beskytter hun sig selv mod alt det farlige, føler hun.

Sådan skiftevis ligger og sidder Maja hver eneste dag, og den ekstreme inaktivitet sætter sig i kroppen, der mere eller mindre lukker ned.

»Den største glæde i mit liv var at glo ud af vinduet,« fortæller Maja Spohr.

Men at komme ud i den friske luft? Det er umuligt for Maja.

Imens bliver hun fyldt med det angstdæmpende middel Oxapax og masser af andet medicin, der gør den nu 16-årige pige sløvere og tungere i kroppen.

I flere længere perioder bliver Maja også overflyttet til en psykiatrisk afdeling, men her formår man heller ikke at løfte tilværelsen for den syge pige, som stadig bruger størstedelen af sine dage i fosterstilling.

Og fosterstillingen begynder at have en livsændrende konsekvens.

Maja har nemlig sværere og sværere ved at holde balancen, og en dag kan hun simpelthen ikke tage et skridt uden at falde til jorden.

I al denne tid har Majas far, farmor og farfar kæmpet med kommunen for bedre hjælp til deres datter og barnebarn, men de har ikke set forbedringer, så da hun fylder 18 år og overgår til voksenpsykiatrien, giver de systemet en sidste chance.

»Vi græd, hver gang vi havde besøgt hende, men vi forsøgte også at tro på systemet. Det kunne vi dog ikke til sidst,« fortæller Majas farfar.

En dag i 2017, da Maja er 19 år, har familien fået nok, og så beslutter de mod kommunens anbefaling, at Maja skal hjem til farmor og farfar at bo.

Maja Spohr mistede evnen til at gå på grund af PTSD. Maja havde en barndom med en psykisk syg mor, som har forårsaget PTSD, indlæggelser og hård medicinering. Herefter lukkede Majas krop simpelthen ned. Hun mistede sin førlighed. I dag bor hun hos sine bedsteforældre i Stege på Møn. Maja sammen med sin hund.
Maja Spohr mistede evnen til at gå på grund af PTSD. Maja havde en barndom med en psykisk syg mor, som har forårsaget PTSD, indlæggelser og hård medicinering. Herefter lukkede Majas krop simpelthen ned. Hun mistede sin førlighed. I dag bor hun hos sine bedsteforældre i Stege på Møn. Maja sammen med sin hund. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og bedsteforældrene er rystede over den Maja, de får hjem på deres gård på Møn.

Maja kan kun overskue at sidde og kigge ud i luften. Hun kan ikke sove alene. Hun har ingen muskulatur og må kravle rundt på gulvet. Hun kan ikke klare lyde eller fremmede mennesker.

»Min farmor og farfar måtte sove lige omme på den anden side af mig, og én af dem skulle altid være tæt på mig. Jeg var simpelthen så bange,« husker Maja.

Men man skal også vide én ting om Maja: Hun giver ikke op.

Selvom hun havde hørt om og kendt mange andre unge mennesker i hendes situation, der havde forsøgt at tage livet af sig selv, var det aldrig en mulighed for Maja.

Det værste, hun havde gjort, var at bide en masse huller i sin arm.

»Jeg har altid tænkt, at jeg skulle leve én dag mere i hvert fald. Og da min far blev meget syg, var han tæt på at dø. Der fik jeg et perspektiv, som gjorde, at jeg ikke ville døden. Men hvis min far ikke var blevet så syg? Så havde jeg nok ikke været her i dag,« fortæller Maja.

Den samme tro på livet viser sig på gården, efter hun er flyttet ind i 2017.

Dag for dag får hun det bedre, og pludselig kan hun sove alene med familiens hund, sysle rundt i haven og lave sin egen mad.

Maja Spohr mistede evnen til at gå på grund af PTSD. Maja havde en barndom med en psykisk syg mor, som har forårsaget PTSD, indlæggelser og hård medicinering. Herefter lukkede Majas krop simpelthen ned. Hun mistede sin førlighed. I dag bor hun hos sine bedsteforældre i Stege på Møn og kæmper hårdt for at lære at gå igen – her træner hun på sin trehjulede cykel.
Maja Spohr mistede evnen til at gå på grund af PTSD. Maja havde en barndom med en psykisk syg mor, som har forårsaget PTSD, indlæggelser og hård medicinering. Herefter lukkede Majas krop simpelthen ned. Hun mistede sin førlighed. I dag bor hun hos sine bedsteforældre i Stege på Møn og kæmper hårdt for at lære at gå igen – her træner hun på sin trehjulede cykel. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og i dag er hun kommet så langt, at hun har inviteret B.T. hjem på gården.

Hun advarer på forhånd om, at nervøsiteten viser sit ansigt i mødet med nye mennesker, men når først hun føler sig tryg, deler hun ærligt ud af sit liv og de erfaringer, hun har gjort sig.

Især gentager hun én ting flere gange: motivationen for at dele sin barske fortælling.

»Da jeg var allerlængst nede, manglede jeg en historie at spejle mig i. Hvis andre står i en situation, som jeg gjorde, eller som jeg gør, vil det betyde så meget for mig at indgyde håb og hjælpe dem,« fortæller Maja.

Når det så er sagt, har Maja det bestemt ikke nemt i dag – hverken fysisk eller psykisk.

Hun har fået tilknyttet en fysioterapeut, og med en fokuseret genoptræning samt specialdesignede sko har Maja nu lært at gå kortere distancer med krykker, men det er ingenting sammenlignet med 'den store drøm'.

Maja Spohr mistede evnen til at gå på grund af PTSD. Maja havde en barndom med en psykisk syg mor, som har forårsaget PTSD, indlæggelser og hård medicinering. Herefter lukkede Majas krop simpelthen ned. Hun mistede sin førlighed. I dag bor hun hos sine bedsteforældre i Stege på Møn og kæmper hårdt for at lære at gå igen – her træner hun på krykkerne sammen med sin farfar.
Maja Spohr mistede evnen til at gå på grund af PTSD. Maja havde en barndom med en psykisk syg mor, som har forårsaget PTSD, indlæggelser og hård medicinering. Herefter lukkede Majas krop simpelthen ned. Hun mistede sin førlighed. I dag bor hun hos sine bedsteforældre i Stege på Møn og kæmper hårdt for at lære at gå igen – her træner hun på krykkerne sammen med sin farfar. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg tror på, at jeg kommer til at kunne gå igen. Det kræver bare tid, men jeg vil kæmpe, alt jeg har,« fortæller hun.

Og lægernes vurdering er også optimistisk.

»De tror på, at jeg med min viljestyrke og al genoptræningen kan få min balance og styrke igen. Så det håb klynger jeg mig til,« siger Maja.

En ting er dog fysikken. Noget andet er det mentale.

Maja er stadig sårbar. Hun kan ikke klare for meget stress, døjer med voldsomme angstanfald og har hver dag brug for at gå ud på værkstedet, hvor hun er blevet en selvlært, dygtig snedker.

Maja Spohr mistede evnen til at gå på grund af PTSD. Maja havde en barndom med en psykisk syg mor, som har forårsaget PTSD, indlæggelser og hård medicinering. Herefter lukkede Majas krop simpelthen ned. Hun mistede sin førlighed. I dag bor hun hos sine bedsteforældre i Stege på Møn. Maja elsker at arbejde med træ i bedsteforældrenes værksted – det fungerer som terapi, når hun har det rigtig svært.
Maja Spohr mistede evnen til at gå på grund af PTSD. Maja havde en barndom med en psykisk syg mor, som har forårsaget PTSD, indlæggelser og hård medicinering. Herefter lukkede Majas krop simpelthen ned. Hun mistede sin førlighed. I dag bor hun hos sine bedsteforældre i Stege på Møn. Maja elsker at arbejde med træ i bedsteforældrenes værksted – det fungerer som terapi, når hun har det rigtig svært. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men vi mangler det problem, der nok går Maja mest på.

»Jeg er meget ensom. Jeg har ikke gået i skole eller gymnasium, så alle, jeg kender, er 45 år eller mere. Det er hårdt, og jeg kunne godt tænke mig nogle venner,« siger Maja ærligt og fortsætter:

»Men det er svært. Mine erfaringer er, at folk ikke helt kan overskue mine problemer. Det er ikke så nemt, når jeg ikke har været ung som andre.«

Man kan mærke, at snakken om ensomhed er barsk for Maja.

Stemmen knækker dog for først for alvor, når samtalen drejes hen på farmor og farfar.

For føler Maja, at de har reddet hendes liv?

»Hvis ikke de havde taget mig hjem den sommer, så tror jeg ikke, jeg havde levet i dag. Jeg var 19 år gammel, vejede 37 kilo, havde hul i hovedet, sår på armene og havde det rigtig, rigtig dårligt,« får Maja fremstammet, mens farfar Børge på den anden side af bordet også har svært ved at holde tårerne tilbage.

Men snart bliver det også et slags 'farvel' til farmor og farfar.

De skal nemlig flytte i noget mindre, og i den forbindelse har de også lejet en lejlighed til Maja på Møn.

»På et tidspunkt skal jeg flytte derind og leve mit eget liv. Det er vildt at tænke på, men jeg glæder mig også. Derinde skal jeg kæmpe videre, og så kan jeg måske få nogle venner,« siger Maja.