SF-ledelsen fik allerede for knap seks år siden en konkret beskrivelse af de krænkelser, som den nu afgåede særlige rådgiver for SFs formand og økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr, Thomas Nystrøm, var anklaget for.
Det kan Radio III-programmet Det Vi Taler Om nu løfte sløret for, efter at være kommet i besiddelse af interne e-mail fra partiet.
Lotte Kofoed, nuværende rådmand for SF på Frederiksberg, delte allerede i september 2020 en korrespondance med partiledelsen, hvor hændelsen blev beskrevet.
I den beskrivelse, som Lotte Kofoed i 2020 sendte til SF-ledelsen, stod der:
»På et tidspunkt står Lotte og Thomas i foyen og Thomas stikker ud af det blå hånden ned i Lottes trusser. Han er helt nede at røre hendes skamlæber. Hun bliver chokeret, flår hans hånd væk. Lotte går væk fra Thomas. Lotte blokerer situationen og går væk og går ind i landsmødesalen, hvor der er musik. Umiddelbart bagefter sprøjter Thomas øl ud over flere festdeltagere inklusive Lotte og musikpulten«.
Og i oktober 2020 modtog hun en mail fra SFs formand og nuværende økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr, der kaldte hende for »modig«.
– Mange tak for jeres mail, som jeg har læst flere gange og tænkt en del over, indleder Pia Olsen Dyhr en mail til blandt andet Lotte Kofoed.
11. juni fremgik det af en pressemeddelelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Thomas Nystrøm var blevet ansat som Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver, efter han knap seks år tidligere var blevet fyret i SF efter klager om krænkelser af blandt andre Lotte Kofoed.
Pia Olsen Dyhr sagde tirsdag formiddag, at hun ikke havde ansat Thomas Nystrøm som sin særlige rådgiver, hvis hun kunne træffe beslutningen nu.
– Hvis jeg havde vidst det, jeg har vidst den seneste uge, havde jeg så truffet den beslutning? Nej, det havde jeg da ikke, lyder det fra partiformanden til DR, uden hun kommer ind på, hvad hun helt præcist ikke vidste.
Hun uddybede det senere på dagen i et skriftligt citat til blandt andre Radio III.
– Hvis jeg havde vidst, at hele sagen ville skabe så meget postyr, så meget kritik og så mange frustrationer, så havde jeg ikke ansat vedkommende.