»Det vil være en stor fejltagelse, hvis man nu sagde, at der er nogen 'våben', vi ikke vil røre igen.«

Sådan lyder det fredag fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde nogle timer efter, det er kommet frem, at der herhjemme er blevet registreret det højeste antal coronasmittede nogensinde under pandemien i løbet af et døgn.

I den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut kunne man fredag eftermiddag læse, at yderligere 678 personer er konstateret smittet.

Det er ikke blot det højeste antal daglige smittede, der er målt, siden pandemien kom til landet i marts. Det er også første gang, at mere end 600 tilfælde registreres i løbet af én dag.

På et pressemøde, der blev afholdt sent fredag eftermiddag, præsenterede regeringen og sundhedsmyndighederne en række nye tiltag (som du også kan læse om i faktaboksen) til at inddæmme smittespredningen – og samtidig slog Magnus Heunicke fast, at man er klar til at indføre flere restriktioner, hvis ikke smittetallene begynder at gå den rigtige vej i næste uge.

Det fik en journalist til at spørge, om landet er på vej mod 'en fuldstændig nedlukning' af samfundet.

»Vi er lidt ude på det hypotetiske nu, men det, jeg kan sige, er, at det vil være en stor fejltagelse, hvis man nu sagde, at der er nogen 'våben', vi ikke vil røre igen,« forklarede sundhedsministeren og fortsatte:

»Vi vil gøre, hvad der skal til for at holde pandemien under kontrol, og vi vil også gøre, hvad der skal til for ikke at skulle ud i en stor, dansk nedlukning igen, fordi vores mål er at holde samfundet så åbent som muligt og holde pandemien under kontrol.«

Dog udelukker han ingenting:

»At afskrive sig nogle våben, det vil være virkelig uansvarligt at gøre på nuværende tidspunkt,« forklarede han.

På pressemødet påpegede han dog også, at man ikke længere bruger 'den store hammer', der blev svunget over landet 11. marts, hvor det meste af samfundet blev lukket ned:

»Nu har vi ikke længere den store hammer. Nu har vi lidt mindre hammere. Derfor må vi i dele af samfundet lave restriktioner,« fortalte han.