Operaen, Amaliehaven og Mærsk Tårnet er blot nogle af de gaver, som det danske rederi Mærsk har skænket danskerne og måske især københavnerne.

Men nu kan der være endnu en gave på vej.

Det skriver Politiken.

Der er tale om en ny offentlig plads ved havnefronten, som Mærsk vil skænke københavnerne i forbindelse med en udvidelse af rederiets hovedkontor på Esplanaden i København.

»Vi vil gerne give noget tilbage til byen og dem, der færdes i kvarteret,« siger Caroline Pontoppidan, koncerndirektør i Mærsk, til mediet.

Pladsen skal kaldes 'Den Blå Plads', men har ifølge arkitekten bag, Noel Wibrand, ikke noget at gøre med den allerede eksisterende røde plads på Nørrebro.

For hvor der på pladsen på Nørrebro er plads til både skatere og bordtennisspillere, vil der på 'Den Blå Plads' ved havnefronten ikke være plads til den slags aktiviteter.

Det skal nemlig være en plads til en rolig gåtur, og man vil skabe et reflekterende rum, som arkitekten bag selv siger det.

Hvis man går og mangler endnu en plads i København, skal man dog alligevel vente lidt med at glæde sig.

Planerne for hovedkvarterets udvidelse og etablering af pladsen skal nemlig først godkendes af politikerne i Teknik- og Miljøudvalget på Københavns Rådhus.