Klimaaktivister farvede lørdag Venedigs kanaler grønne, mens lande forhandlede på FN-klimatopmødet i Belém i Brasilien.

Det skriver det franske nyhedsmedie RFI.

Det er den klimaaktivistiske bevægelse Extinction Rebellion, der står bag, og helt konkret udledte de et miljøskånsomt farvestof i både kanaler, floder, søer og springvand - ikke bare i én by, men 10.

De gjorde det for at sætte fokus på »de massive konsekvenser af klimakollaps«.

Også den verdenskendte Greta Thunberg var til stede ved »Stop Ecocide«-protesten i Venedig, hvor demonstranter med helt rødt tøj og slør over ansigterne gik langsomt gennem de store turistmængder.

Det grønne farvestof blev også hældt i floden Po i Torino, floden Reno i Bologna, floden Tara i Taranto og også springvand i Padova og Genova, ifølge aktivistgruppen.

På spil ved klimaforhandlingerne i Brasilien er at sikre en aftale, der baner vejen for hurtigere reduktioner af de drivhusgasudledninger, der giver mere ekstremt vejr, ifølge mediet.

»Det vigtigste globale topmøde for at fastlægge internationale politiske aftaler, der skal modvirke klima- og samfundskollaps, nærmer sig sin afslutning, og endnu en gang i år har Italien været blandt de lande, der blokerer de mest ambitiøse forslag,” sagde en aktivist ifølge Extinction Rebellion, skriver RFI.

Lørdag aften blev aftalen på klimatopmødet i Brasilien vedtaget. Dog uden, at det lykkedes at få vedtaget i teksten, hvordan man viser en vej væk fra fossile brændstoffer og mod at reducere drivhusgasser.