Mængden af jobannoncer viser det tydeligt.
»Vi har aldrig haft så travlt som nu, og det er kommet bag på os,« siger Kaare Danielsen.
Han er direktør for Danmarks største jobportal, Jobindex, der ikke har haft så travlt, som man har i øjeblikket, siden 2008. Det skriver Finans.dk.
I maj blev der lagt 31.100 jobannoncer på virksomhedens site, og i forhold til bare en måned tidligere er der tale om en stigning på lige knap ti procent – eller 2.700 jobannoncer.
»De seneste fem uger ligger alle i top-ti over de travleste uger i Jobindex' 25 års historie,« siger Kaare Danielsen, der erkender, at mængden af nye jobannoncer efter genåbningen af Danmark er kommet bag på ham.
Som kontrast til den øjeblikkelig situation kan man kaste et blik på tiden efter coronapandemiens start for lidt over et år siden. Her faldt mængden af jobannoncer hos Jobindex med 33 procent nærmest fra den ene dag til den anden.
Det var samme lave niveau, som da finanskrisen var allerværst.
De mange nye jobopslag har i øvrigt også betydet noget for mængden af ansatte hos Jobindex selv. Her er der ansat 55 nye medarbejdere siden november.




