Onsdag aften uddelte organisationen Stop Spild Lokalt 4,5 ton overskudsmad i Parken i København til op mod 500 familier.

Det fortsætter med cirka 40 uddelinger landet over torsdag, søndag og mandag.

Og selv om der stadig er masser af overskudsmad fra butikkerne, der doneres til organisationer som Stop Spild Lokalt, er mængderne næsten halveret de seneste ti år.

Det siger stifter af og direktør i Stop Spild Lokalt Rasmus Erichsen.

- Butikkerne er blevet bedre til at bestille de rigtige mængder hjem. Og de er også blevet bedre til at sætte varerne ned og få dem solgt ud inden helligdagene.

- Det gør, at mindre mad ender hos os, siger han.

Blandt forbrugerne er det også blevet mere acceptabelt at købe varer, der har overskredet sidste salgsdato eller er tæt på.

- Nu hvor priserne på mange varer er blevet højere, tror jeg også, der er sket en adfærdsændring hos mange forbrugere.

- Det er blevet okay at kigge efter de gule mærker på varerne. Og det giver jo også et incitament til butikkerne til at få mærket varerne ned og få dem solgt.

Selv om madspildet er blevet mindre de senere år, er der stadig rigeligt at dele ud af, lyder det fra Rasmus Erichsen.

- Drømmescenariet er jo, at der ikke er noget overskudsmad, og der ikke er nogen, der har et behov for det.

- Men der når vi trods alt nok ikke hen lige foreløbig, siger Rasmus Erichsen.

For at kompensere for de mindre mængder har Stop Spild Lokalt udvidet kredsen af butikker, de henter i.

Spørgsmål: Så du regner ikke med, at I kommer til at skuffe nogen her i påsken, fordi I ikke har mad nok til dem?

- Det håber jeg ikke, men man skal aldrig sige aldrig. Men vi kører gerne lidt længere for at få flere butikker med, hvis vi kan se, at vi kommer til at mangle varer, siger Rasmus Erichsen.

Cirka 2000 frivillige fra Stop Spild Lokalt er i aktion i forbindelse med uddelingerne hen over påskedagene.

/ritzau/