Hedebølgens høje temperaturer resulterede i et kølenedbrud i Fakta i Esbjerg Storcenter, der var nødt til at kassere stort set alle køle- og frostvarer i butikken.

Alt lige fra mælk til frysepizzaer og kød var nødt til at blive smidt ud, fordi Fakta-butikken i Esbjerg Storcenter blev ramt af et stort kølenedbrud.

Det anslås, at butikken har tabt varer i hundredtusind kroners klassen, udover den tabte omsætning, skriver Jydske-Vestkysten.

De høje temperaturer i løbet af denne uge har betydet, at køleanlæggene har haft svært ved at følge med, forklarer Jens Juul Nielsen, der er informationsdirektør i Coop.

»Det er rigtigt, at vi tirsdag havde et kølenedbrud i Fakta Esbjerg Storcenter. Vi konstaterede, at temperaturerne var for høje, og at køleanlægget ikke kunne følge med.«

Fredag fungerer kølediskene igen, skriver avisen.

Derfor har man været i fuld gang med at fylde kølediske og frostboksene op med nye varer, så der kan handles i butikken igen.

Coop, der ejer Fakta, sætter ikke et konkret tal på, hvad det har kostet at kassere fødevarerne i butikken.