Slagteriskolen ZBC i Roskilde er blevet ramt af colibakterier i drikkevandet.

Det viste vandprøver på skolen torsdag.

Skolen og sundhedsmyndighederne er derfor i gang med at finde kilden til bakterierne i skolens vand.

Kommunikationschef hos ZBC, Michael Winther-Rasmussen, fortæller til sn.dk, at problemet bliver håndteret.

»Vi handler først efter at sikre, at vi tager hånd om den lillebitte risiko, og så går vi tilbage for at se, hvad der er sket,« siger Michael Winther-Rasmussen til mediet.

Fundet af colibakterier i skolens vand betyder, at eleverne på skolen fredag har måttet drikke flaskevand.

Det har været stillet gratis til rådighed.

Desuden er der blevet brugt kogt vand i forbindelse med undervisningen på skolen, skriver mediet.

ZBC har skoler over store dele af Sjælland, men det er udelukkende Slagteriskolen i Roskilde, der har oplevet colibakterier i drikkevandet.

Endnu står det ikke klart, hvad der er årsag til fundet af colibakterier i skolens vand.

Det arbejdes der, ifølge Michael Winther-Rasmussen, nu på at opklare i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Roskilde Kommune.

Da det endnu ikke står klart, hvad der er årsag til fundet at colibakterier, har det endnu ikke været muligt at sætte ind over for bakterierne i vandet, oplyses det.