»Jeg vågnede liggende nede ved skinnerne, mens der kom et tog kørende tæt forbi. Samtidig registrerede jeg, at jeg havde meget, meget ondt i foden.«

Det er fire år siden, at Mads Brix Baulund faldt ned ved siden af togskinnerne på Vesterport Station i København, hvorefter han blev ramt af et 123 ton tungt S-tog.

Da Mads kom til sig selv nede ved sporet, var han med det samme klar over, at situationen var alvorlig, og at han skulle væk.

Minutter før havde han gået på perronen, som han gjorde de fleste morgener.

Mads Brix Baulund efter en af sine mange operationer. Et svært forløb, der endte med at strække sig over fire år, før Mads fik en løsning, der betød, han kunne forfølge sine drømme om at dyrke sport igen. (Privatfoto)
Mads Brix Baulund efter en af sine mange operationer. Et svært forløb, der endte med at strække sig over fire år, før Mads fik en løsning, der betød, han kunne forfølge sine drømme om at dyrke sport igen. (Privatfoto)

Mads var journalistpraktikant på den nu lukkede Radio24syv og tog toget på arbejde.

Den morgen var han vågnet og havde konstateret, at han var mere end almindeligt træt, men det var der ikke noget mærkeligt i.

Ved siden af sit arbejde på Radio24syv, som han lagde mange timer i, trænede Mads hårdt 20-25 timer om ugen.

Mads, der er født med et synshandicap, var på tidspunktet for sin ulykke en ivrig paraatlet. Han dyrkede disciplinen goalball på eliteniveau og skulle tre uger senere deltage i EM med landsholdet.

Morgenen for ulykken var han stået tidligt op, så han kunne nå at træne, inden han skulle på arbejde. Da han steg af toget, følte han sig let i hovedet, og han tænkte igen, at han var træt, da han fortsatte ned ad den lange perron på Vesterport Station.

Han var næsten kommet ned for enden, da han pludselig blev svimmel.

»Jeg satte mig på hug, og det næste, jeg husker, er toget, der kom kørende,« fortæller Mads.

Han var faldet ud over kanten og ned ved siden af sporet.

Selv om det tog lang tid at komme sig oven på sin underbensamputation, føler Mads, at det var det hele værd. (Privatfoto)
Selv om det tog lang tid at komme sig oven på sin underbensamputation, føler Mads, at det var det hele værd. (Privatfoto)

»Og det var jo heldigt. Var jeg faldet direkte ned på sporet, havde det været slut.«

Men Mads slap ikke uskadt fra ulykken.

Liggende på ryggen ved siden af toget løftede han benet i vejret. Han ville se, hvor galt det stod til.

Til sin lettelse kunne han se, at skoen sad, hvor den skulle, men han var ikke et sekund i tvivl om, at de stærke smerter var et forvarsel om, at han var kommet alvorligt til skade.

Mads forsøgte at råbe på hjælp, men fik intet svar, og i stedet hoppede han foroverbøjet, mens han støttede med armene, hen til en stige, så han kunne klatre op på perronen.

En DSB-ansat kom løbende hen til ham og fortalte, at der var blevet ringet efter en ambulance.

På hospitalet gjorde lægerne det klart for Mads, at de var nødt til at amputere hans forfod, der var blevet mast så meget af toget, at sener og hud var blevet revet af og blodtilførslen stoppet.

Som aktiv i parasport gennem lang tid havde Mads mødt mange, der havde haft store problemer med amputationer, og han sagde derfor med det samme, at han hellere ville have en vellykket amputation, end at lægerne kæmpede for at bevare så meget som muligt af foden.

Mads Brix Baulund genoptræner efter sin ulykke (Privatfoto)
Mads Brix Baulund genoptræner efter sin ulykke (Privatfoto)

Operationen gik godt, men allerede da Mads var til fysioterapi kort efter, blev han klar over, at amputationen kunne gøre det svært for ham at leve det liv, han gerne ville.

»Jeg sagde til fysioterapeuten, at jeg godt kunne tænke mig at komme ud at løbe. Han så på mig og sagde: 'Så kan det godt være, det ikke er den rigtige amputation, du har fået lavet'.«

Kort efter skulle Mads opereres igen.

Lægerne ville forsøge en ny amputation, hvor man brugte Mads' hæl som fod.

»For langt de fleste fungerer det rigtigt godt, og for mange er det muligt at få en løbeprotese, men jeg var ikke en af dem.«

Mads kunne gå, men ikke løbe eller klatre, som han drømte om. Samtidig begyndte han halvandet år efter operationen at opleve stikkende smerter, når han gik.

»Jeg begyndte at presse lægerne mere og mere for en underbensamputation, men de var modvillige til at begynde med,« fortæller Mads.

Lægerne bad ham tænke over, hvordan hans liv ville blive, når han blev en gammel mand og skulle balancere på et ben, når han eksempelvis skulle i bad.

Det var først, da Mads fik mulighed for at prøve den protese, du kan se på billedet, at det lykkedes ham at løbe igen. Billedet er fra den 22. juli i sommer, da han var ude og løbetræne første gang siden sin ulykke fire år tidligere. (Privatfoto)
Det var først, da Mads fik mulighed for at prøve den protese, du kan se på billedet, at det lykkedes ham at løbe igen. Billedet er fra den 22. juli i sommer, da han var ude og løbetræne første gang siden sin ulykke fire år tidligere. (Privatfoto)

Men Mads var afklaret.

»Jeg vil hellere have 60 år, hvor jeg kan de ting, jeg gerne vil, i bytte for, at nogle ting måske bliver sværere, når jeg bliver gammel.«

Lægerne amputerede Mads' underben i november 2018, og herefter fulgte en lang og frustrerende periode.

Han fik gentagne gange betændelse i operationssåret, så han måtte under kniven, hvor lægerne rensede såret og fjernede arvæv.

Det var en svær tid, hvor drømmen om igen at kunne dyrke sport virkede langt væk.

I februar 2020 gav lægerne det et sidste forsøg. Blev Mads ved med at have problemer, måtte de amputere endnu mere af benet, forklarede de.

Men for Mads blev sidste gang lykkens gang. Hans ben helede, og for første gang siden ulykken lykkedes det ham at løbe igen.

Til at begynde med 20 meter ad gangen, men Mads er nu oppe på fire kilometer og løber både på egen hånd og i løbeklubben Parasport Frederiksberg.

»Jeg tror, det er virkelig svært at overvurdere, hvor meget det betyder for det menneske, jeg er, at jeg kan dyrke sport igen. Det handler i høj grad om, at meget af min identitet var bundet op på at være sportsudøver, og for mig har det været et fast holdepunkt i tilværelsen,« siger Mads.