Den danske radiovært, DJ og tv-personlighed Morten Lindberg bedre kendt som 'Master Fatman' er gået bort.

Den store personlighed, der blev 53 år, var blandt andet vært på radioprogrammet Croque Monsieur, der blev sendt på Radio24syv.

Da B.T. taler med Mads Brügger, der er programchef på radiokanalen, er han meget berørt.

»Jeg er virkelig ked af det,« siger han.

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

De to har kendt hinanden i mange år. Så sent som i går var Morten Lindberg forbi Mads Brüggers kontor, hvor han var glad og i godt humør.

»Han var et af de dejligste mennesker, jeg har kendt. Det er simpelthen så trist, at han ikke er her mere,« siger Mads Brügger og fortsætter:

»Han har altid været en virkelig god ven og et af de sødeste mennesker, jeg nogensinde har mødt.«

Programchefen fortæller, at han ud over at være en god ven også var en af Radio24syvs bedste radioværter. Morgenprogrammet Croque Monsieur var en stor succes, og det havde Morten Lindberg en stor del af ansvaret for.

Mads Brügger, programchef på Radio24syv.
Mads Brügger, programchef på Radio24syv. Foto: Dennis Lehmann
Vis mere

»Tanken, at vi ikke skal sende Morten i radioen, er ganske forfærdelig,« siger Mads Brügger til B.T.

Han var helt unik, forklarer han:

»Der var noget overnaturligt og magisk ved Morten. Chancen for, at vi i et land med så få mennesker får et menneske som ham, den er meget lille. Vi har været heldige.«

Det er Morten Linbergs manager, Stig Hansen fra Tajmer Booking og Management, der bekræfter, at han er død natten til tirsdag.