Et jobopslag fra den succesfulde restaurantkæde Madklubben vækker harme.

Opslaget, som nu er blevet fjernet igen, blev lagt op i Facebook-gruppen 'Freelancere og arbejdsgivere i mediebranchen' af en af kædens medarbejdere.

Her søger Madklubben 'en dygtig person, som kan filme i nogle timer' i forbindelse med åbningen af en ny pizzarestaurant i Aarhus.

Så langt så godt - og hvad tilbyder restaurant-imperiet så til gengæld for det, tænker du nok?

Lønnen er såmænd en god gang mad og drikke under arrangementet og et gavekort på 1000 kroner til Madklubben.

Den lønseddel falder dog ikke i god jord i den førnævnte Facebook-gruppe, som har tusindvis af professionelle fagfolk fra mediebranchen på medlemslisten.

'Er det o.k., at man betaler transporten selv? Det lyder bare som et superfedt job!!!,' skriver et medlem i kommentarfeltet under jobopslaget.

Og et andet medlemmet, der også har valgt den ironiske tone, har vendt jobopslaget på hovedet med ham selv som afsender.

Her 'efterspørger' han en dygtig person, som kan lave pizzaer i nogle timer til et arrangement og medbringe egen ovn. Lønnen er et gavekort på 1000 kroner til hans fotowebshop og fri mad og drikke.

Et tredje medlem hentyder til Madklubbens økonomi, hvor der ifølge ham må kunne findes en pose penge til en 'reel løn for et reelt stykke arbejde'.

Salgschefen i Madklubben, Sine Bjarnason, understreger over for B.T., at det ikke er Madklubben, der er afsender på jobopslaget.

Hun forklarer, at det er en medarbejder, der har handlet på egen hånd og i modstrid mod restaurantkædens interne regler.