Jægere med natsigte på riflerne ligger på lur efter dem i mørket.
Og i deres egne rækker er der forrædere, som uvidende fungerer som elskovslokkeduer.
Det er hårdt at være mårhund i Danmark i øjeblikket.
Men sådan skal det også være, hvis man spørger eksperterne.
»Det er en invasiv rovdyrart, som ikke er god for den danske natur. Mårhunden skaber simpelthen for mange problemer, fordi den æder så mange andre dyr og stort set ikke har naturlige fjender i Danmark,« forklarer biolog Søren Ring fra Fugleværnsfonden.
Fonden ejer 23 fuglereservater i Danmark, og i dag har det sultne rovdyr formentlig allerede slået sig ned i stort set alle de jyske naturreservater.
»Arten har bredt sig fra Polen gennem Tyskland og indtil videre op i Jylland, hvor man nu regner med, at der nok allerede er 10.000 og måske op til 30.000 mårhunde. Den danske bestand er steget markant de seneste år, hvor godt 3.000 mårhunde blev skudt herhjemme alene i 2019,« fortæller Søren Ring.
»De næsten støvsuger et område for padder, krybdyr og fugle, som ruger på jorden. Det vil eksempelvis sige æg af ænder, gæs, måger og eng- og vadefugle, hvoraf en del jo er ret truede i forvejen.«
»Mårhunden, der også kaldes asiatisk vandræv, svømmer fremragende og kan derfor komme langt omkring til fjernere holme og øer. Den er ikke bleg for at svømme op til en kilometer, og det kan gå hårdt ud over fuglebestanden i et område,« forklarer Fugleværnsfondens biolog.
Fordi mårhundene udgør en stadigt større trussel for fugle, padder og krybdyr, har miljøministeren netop givet jægere mulighed for at bruge natsigte til at jage de nataktive rovdyr.
»Mårhunde er rigtig svære at jage om dagen, hvor de typisk ligger og feder den i en grav. Hvis jægerne skulle jage dem om natten, var de tidligere nødt til at sidde og vente i lang tid om natten og være klar til at skifte mellem lommelygte og riflen. Nu må de bruge natkikkert, og nogle er allerede begyndt,« siger Søren Ring.
For at kunne lokalisere mårhundene benytter Naturstyrelsen såkaldte judas-mårhunde.
»Man fanger og kastrerer en han, som så bliver forsynes med en gps-sender. Når hannen så bliver sluppet løs igen, vil den søge efter en mage. Selv om den er steriliseret, vil dens drifter stadig være stærke, og takket være gps-signalet kan jægerne finde frem til mårhundene og skyde hunnen,« forklarer Fugleværnsfondens biolog.
Mårhundene får 10-12 unger i et kuld, så der skal skaffes meget mad til ungerne.
Arten stammer oprindeligt fra det fjerne Østen, men i Stalin-tiden blev arten importeret i Ukraine-området til pelsfarme og måske også som et byttedyr for jægere. Siden har frie eksemplarer spredt sig voldsomt til naboområderne.
I den danske natur mangler mårhunden og dens unger store rovdyr som naturlige fjender, selv om sjældne og fåtallige arter som ulven, ørnene og stor hornugle bidrager ganske lidt til at regulere antallet.
»Men eksempelvis de få ulve i Danmark kan ikke æde sig gennem 10.000 mårhunde eller bare holde bestanden nogenlunde nede. Der er jægerne nødt til at hjælpe systematisk til, og de er godt i gang nu,« fastslår Søren Ring.
