Andelen af prøver med rester af pesticider i det danske grundvand er fordoblet med ny målemetode i brug.

Mere end seks ud af ti prøver af det danske grundvand indeholder rester af pesticider.

Det viser en analyse, som De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) har lavet af 549 vandprøver. Det skriver Ingeniøren.

Desuden viser analysen, at mere end hver fjerde prøve overskred grænsen på 0,1 mikrogram pesticid per liter.

Årsagen til stigningen er først og fremmest, at der nu bliver målt efter flere pesticider i grundvandet.

Det skyldes, at regionerne i første omgang fandt en række hidtil upåagtede stoffer i prøver under forurenede grunde. De stoffer har vist sig at være langt mere udbredte end hidtil antaget.

Der er derfor ikke tale om, at grundvandet er blevet væsentligt mere forurenet end tidligere, men snarere, at de tidligere opgørelser ifølge statsgeolog Claus Kjøller "ikke har været retvisende".

I 2017 blev der kun målt pesticider i godt halvt så mange af boringerne i overvågningsprogrammet, 33 procent, mens grænseværdien kun var overskredet i hver tiende boring.

- Vi vidste godt, at der ville være en større andel af fund og overskridelser i år, men ikke hvor mange, siger Claus Kjøller til Ingeniøren.

Allerede i foråret kom den første opgørelse frem, som viste, der er pesticidrester i fire ud af ti vandværksboringer. Det bekræfter den nye Geus-undersøgelse.

Vandværksorganisationen Danva kalder den nye opgørelse "dybt foruroligende". Mange boringer lukker i forvejen, fordi der bliver fundet pesticider.

- Og nu bliver det svært at finde et sted til en ny boring, hvor grundvandet ikke også er forurenet med pesticider, siger seniorkonsulent Claus Vangsgaard til Ingeniøren.

Han påpeger, at mange vandværker allerede i dag er dybt afhængige af en enkelt boring.

Hvis den bliver forurenet, så kan det blive vanskeligt at hente rent vand til borgerne op fra undergrunden.

- Det kan blive nødvendigt at rense vandet nogle steder i landet. Men det er generelt ikke den vej, vi skal.

- Det er ikke moderne miljøpolitik, og forbrugertilliden risikerer at tage skulle. Det skulle nødigt ende med, at folk køber flaskevand i stedet for at drikke vandet i vandhanen, siger Claus Vangsgaard til Ingeniøren.

/ritzau/